Tjek feberen hos turisterne og luk de raske ind nu, foreslår politiker

Kampen om de tyske turister spidser for alvor til. Derfor er det vigtigt, at vi sender et signal om, at vi også tør åbne grænsen igen, mener formanden for Slesvigsk Parti.

Febertest og stikprøver kan være med til at sikre en forsvarlig åbning, hvor vi samtidig viser, at Danmark er klar til at modtage sunde og raske turister. 

Det mener formanden for Slesvigsk Parti, Carsten Leth Schmidt, der siger, at det er ved at være sidste udkald, hvis turistsæsonen skal reddes.

Vis noget handlekraft

- Vi bliver nødt til at vise noget handlekraft. Ellers bliver der sendt et signal om, at det er for bøvlet og usikkert at tage til Danmark. Så søger turisterne andre steder hen, siger Carsten Leth Schmidt.

Store dele af turistbranchen og masser af politikere er lige nu fortvivlet over, at det stadig ikke er muligt for de mange tyske turister at besøge Danmark.

Og det dur bare ikke, mener Carsten Leth Schmidt.

- Vi skal signalere sikkerhed og tryghed. Mange tyskere har det jo på samme måde som mange danskere. De er usikre på at rejse til udlandet. Hvis vi åbner grænsen nu og samtidig laver stikprøver af sundheden, udstråler vi sikkerhed og tryghed, siger Carsten Leth Schmidt.

Mange tyskere bliver hjemme

En rundspørge som den tyske tv-kanal ARD har lavet viser, at kun hver femte tysker overvejer at rejse til udlandet i sommerferien. Det skyldes bekymring for corona. Men det skyldes også den usikkerhed, der lige nu er omkring en grænseåbning til blandt andet Danmark.

- Pengene de bliver væk i øjeblikket, og det er rigtig mange penge. Det at betonklodserne bliver stående ved grænsen, er det dummeste, man kan gøre lige nu, mener Carsten Leth Schmidt.

Regeringen har meddelt, at der senest den 29. maj kommer en plan for grænseåbningen af Danmark.