V-politiker vil have kommunerne med i smitteopsporing af covid-19

Alt for lange ventetider til telefonerne betyder, at smitteopsporingen ikke fungerer godt nok. Derfor skal kommunerne have lov til at hjælpe, mener Venstres Anni Matthiesen, der nu går til ministeren.

Ifølge Anni Matthiesen har telefonerne til smitteopsporingen hos Styrelsen for Patientsikkerhed gennem længere tid været rødglødende.

Derfor har det været meget svært for borgerne at komme i kontakt med myndighederne.

Hun opfordrer derfor regeringen til, at myndighederne i højere grad inddrager kommunerne i smitteopsporingen. Noget som eksempelvis Esbjerg Kommune tidligere har undersøgt muligheden for.

Anni Matthiesen har derfor valgt at stille et såkaldt mundtligt § 20-spørgsmål til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (Socialdemokratiet) i håbet om, at ministeren vil sikre, at Esbjerg Kommune samt andre kommuner fremover bliver inddraget i opgaven, så der sikres en mere effektiv smitteopsporing af covid-19.

- Der er store flaskehalsproblemer hos Styrelsen for Patientsikkerhed, hvor borgerne bliver mødt af flere timers kø i telefonerne til smitteopsporingen. Det er ikke holdbart, for en effektiv smitteopsporing er helt afgørende for, at vi får brudt smittekæderne. Derfor er det skørt, at kommunerne ikke får lov at hjælpe til, siger Anni Matthiesen.