Vognmand om studenterkørsel: - Vi forbereder os - men krav om afstand er ikke en mulighed

Der er glæde hos firmaet Bøje studenterkørsel efter, at der onsdag blev givet grønt lys til at gennemføre årets studenterture. Hos firmaet regner man med at kunne opfylde de retningsliner, som kommer fra myndighederne.

Patrick Bøje, der ejer Bøje Studenterkørsel i Horsens, er en glad mand.

- Vi er vanvittigt glade for, at vi alligevel får lov til at køre årets studenter rundt. Vi stod til at miste en omsætning på omkring 500.000 kroner, siger han.

Det lille firma kører med studenter i hele landet. Firmaet ejer ni lastbiler, som kører med unge over fire dage. På grund af Covid-19 har der indtil onsdag været usikkerhed om, hvorvidt studenterne fik lov til at gennemføre den traditionsrige studenterkørsel.

Sprit, oprydning og overvågning

Men efter at børne- og ungeminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) gav tilladelse til årets ture, er firmaet gået i gang med at se på, hvordan de kan gennemføres med størst mulig sikkerhed:

- Altså, vi har selvfølgelig sprit tilgængeligt over alt. Desuden vil vi rydde op og spritte af i vognen ved hvert stop, vi laver ude hos forældrene, forklarer Patrick Bøje.

Desuden tillader de heller ikke studenter i førerhuset som normalt.

-  Vi plejer at have den unge siddende hos os, som vi skal besøge, så går det lidt hurtigere med at finde vej, men det dropper vi selvfølgelig i år, siger Patrick Bøje.

Desuden vil firmaet også holde øje med de unges adfærd ude hos familierne, de besøger.

- Det er måske der, den største smittefare ligger, siger Patrick og fortsætter:

- Vi regner med, at forældre og pårørende er fornuftige, og de unge hjælper vi på vej, hvis behovet er der.

Krav om afstand ikke en mulighed

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) meddelte onsdag, at kørslen kun er tilladt, hvis det foregår klassevis for at undgå større forsamlinger. Og lige nu er de nærmere retningslinjer ved at blive udarbejdet i ministeriet og ventes klar i løbet af de kommende dage. Men det er allerede meldt ud, at de unge får lov til at drikke alkohol.

Af den grund tror Patrick Bøje heller ikke, der vil være et krav om afstand mellem de unge.

- Når de får lov til at drikke alkohol, så vil vi ikke kunne styre et krav om, at de skal holde afstand, så det regner jeg bestemt med, der er taget højde for i retningslinjerne. Hvis vi får bøder, bliver vi ruineret, og så kan vi ikke køre, slår han fast.

Otte ture allerede røget

Selvom studenterkørsel nu må gennemføres, så har Patrick Bøjes firma allerede mistet en del af omsætningen for 2020:

- Vi har mistet otte ture på grund af kroniske sygdomme hos nogle af de unge. De tør simpelthen ikke tage på den her tur, og så har hele klassen meldt fra i solidaritet.