Sådan kan du selv være med til at markere dronningens regentjubilæum

I dag er dagen, hvor Dronning Margrethe kan fejre sit 50 års jubilæum som regent af Danmark. Det markerer de i Jelling med en lidt skæv hyldest.

Hvis du altid har drømt om at blive en del af de udstillinger, man ser på museer rundt omkring i Danmark, så skal du finde hæklepindene frem. 

I anledning af Dronningens 50 års jubilæum som regent af Danmark, har museet Kongernes Jelling sat en markering i gang, der forener et af de helt store trends fra coronapandemiens nedlukninger og nogle ord, som Dronningen fremhævede i sin nytårstale.

- I sin nytårstale i 2017 opfordrede Dronningen danskerne til at prøve at gøre noget unyttigt, noget i farver. Det blev startskuddet til Den Hæklede Kongerække på Instagram, hvor man kan se og læse om 1.000 års Danmarkshistorie i garn, fortæller Christine Sørensen, der er indgået i et samarbejde med Kongernes Jelling.

Christine Sørensen har Instagram-profilen den_haeklede_kongeraekke med sin hækling.

 De opfordrer til, at man markerer jubilæet med små hæklede figurer af kongerækken og ikke mindst vores nuværende regent, Dronning Margrethe d. 2. 

Figurerne kan du derefter aflevere i Jelling, og dermed bliver du en del af den udstilling, de kalder for 'Den hæklede kongerække'.

- Kong Gorm og Kong Harald fik sat skub i kongerækken her i Jelling. Vi vil gerne fortælle vores historie med et glimt i øjet. Det er de små hæklede dronninger og konger perfekte til, lyder det fra museumschef Morten Teilmann-Jørgensen.

Christine Sørensen med sin hæklede udgave af Dronning Margrethe.
Christine Sørensen med sin hæklede udgave af Dronning Margrethe.
Foto: Christine Sørensen, Den hæklede kongerække

Udstilling i september

Selve fejringen af Dronningen skulle have fundet sted allerede i januar, men på grund af coronapandemien har Kongehuset valgt at udskyde festlighederne til sensommeren, så danskerne kan være med til at fejre deres dronning.

Den er museerne i Jelling med på, og det betyder, at udstillingen kommer til at stå klar i januar. Det kan godt være en fordel, lyder det fra museumschefen, der her giver lidt inspiration til hækleriet. 

- Håbet er at få de 10-15 centimeter høje Dronning Margrether i alle mulige afskygninger. Det kan være i grønlandsk nationaldragt, i regnfrakke, med stor hat… ja måske endda med en cigaret. Det er danskernes egne billeder af Dronning Margrethe, der skal komme frem. Alle kan være med, og dem, der ikke kan hækle, kan nå at lære det, siger museumschefen.

Her afleverer du din hæklede figur

Adresse:

Kongernes Jelling

att. Mette Sørensen

Gormsgade 23

7300 Jelling