Oversigt

28 års fængsel til to mænd for narkohandel på togstationer

To mænd på henholdsvis 30 og 39 år skal de næste mange år indstille sig på et liv bag tremmer.

De er nemlig begge blevet idømt 14 års fængsel for at have haft forskellige roller i en omfattende narkosag.

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet i en pressemeddelelse.

Straffen sker blandt andet på baggrund af en række tilfælde, hvor de to mænd har videresolgt hård narkotika på flere af landets togstationer. Heriblandt på Horsens, Vejle og Esbjerg stationer.

Både den 30 og 39-årige tilstod at have været medvirkende i sagen. Foruden videresalg blev førstnævnte også dømt for indsmugling af 20 kilo amfetaminolie og forsøg på indsmugling af yderligere 20 kilo.

Sidstnævnte blev dømt for at have været i besiddelse af 39 kilo amfetamin og 15 kilo kokain samt for at foranledige indsmugling af 80 kilo amfetamin.

De to dømte er de seneste i rækken, hvor flere medgerningsmænd også er dømt i sagen.

Det var ved Retten i Randers, at den 30 og 39-årige modtog deres fængselsstraffe. De har bedt om betænkningstid i forhold til at anke strafudmålingen.