Aldrig set før: Trafikken på motorvejene er historisk lav

Trafikken på motorvejene er på få dage faldet med 40 procent. Det er aldrig set før, oplyser Vejdirektoratet til TV SYD.

Skoler og mange andre uddannelsessteder har nu været lukket i en uge, ligesom stort set alle offentlige institutioner og mange private virksomheder er det helt eller delvist.

Det sætter sit tydelige spor på de danske veje, hvor der er væsentligt lavere trafik end normalt.

Vejdirektoratet har for TV SYD sammenlignet døgnmålinger på tre udvalgte motorvejspunkter fra den netop passerede onsdag (den 18. marts) med onsdag for tre uger siden - den 26. februar.

Tallene viser en dramatisk udvikling, som reelt er sket i denne uge - men onsdag i uge 9 er valgt som sammenligningsdag for at undgå uforudsete udsving.

 
 
Foto: Pressefoto / grafik af Lasse Lund Hansen, TV SYD

 

Projektleder Niels Erik Wegener Moltved har i Vejdirektoratet arbejdet med trafikstatistik i mange år - og han oplyser, at en trafiknedgang på 40 procent er det dobbelte af, hvad man oplevede, da finanskrisen satte ind i 2008.

- Det her en helt anderledes pludselig og dramatisk nedgang, som vi aldrig har oplevet tidligere. Med mindre, at der bliver indført fuldstændigt udgangsforbud, så vil vi heller aldrig igen se noget lignende, siger Niels Erik Wegener Moltved til TV SYD.