Det mener sponsorerne, fanklubben og esbjergenserne om EfB-drama

Vi har taget temperaturen blandt sponsorerne, fanklubben og esbjergenserne.

Meldingen er klar blandt de EfB-sponsorer, TV SYD har talt med fredag: De kommer ikke til at trække sig som sponsorer. 

- Jeg er EfB-mand, og jeg kommer til at støtte klubben uanset hvad. Jeg har tillid til, at de gør det bedste for klubben, siger Allan Knudsen, der er direktør i Super Brugsen Nørre Nebel.

Han understreger, at han ikke forholder sig til de enkelte personer i klubben, og at han støtter klubben som helhed.

- Jeg kan læse mig til mange ting, men jeg kan sige, at det er ærgerligt som sponsor at høre det, siger han

Han fortæller, at han hellere vil have fokus på sporten.

- EfB som fodboldklub fortjener ikke at rode med sådan en sag. Vi skal i superligaen i en fart, siger han.

quote

Vi kommer ikke til at droppe vores sponsorat. Jeg håber, ledelsen får styr på det.

Louis Lund, sponsor i EfB.

'Det skal løses internt'

Louis Lund fra Toyota i Esbjerg siger, at han ikke er negativ og meldingen er også klar herfra:

- Vi kommer ikke til at droppe vores sponsorat. Jeg håber, at ledelsen får styr på det. Det er en intern opgave, siger han. 

- Klubberne her vestpå var ikke noget uden erhvervslivet, så det er trist, men vi fortsætter med at støtte EfB, siger Louis Lund.

Louis Lund fortæller, at han ikke kommer til at trække sig som sponsor.
Louis Lund fortæller, at han ikke kommer til at trække sig som sponsor.
Foto: Troels Sørensen, TV SYD

Han fortæller, han er sikker på, at ledelsen i samarbejde med spillerne nok skal finde ud af det.

- Jeg havde hellere set, at alt det her ikke var kommet ud i pressen. Man burde have løst det, inden det kom ud, men jeg er sikker på, de finder en løsning, siger han.

TV SYD spurgte esbjergensere på gågaden i Esbjerg om, hvad de tænker om det, der sker i EfB. Hør deres meninger i videoen.

Louis Lund siger, at det er en opgave, de internt skal løse i klubben, og at sponsorerne ikke skal blande sig i det.

- Jeg synes, at de selv skal have lov til at finde ud af det, uden at medierne blander sig. De skal selv finde ud af, om det træneren eller spilleren, der skal sættes på plads, siger han.

EfB-spillerne kører i biler, der er sponsoreret af Toyota Louis Lund.

- Vi har en 12-15 biler ude at køre hos EfB-fodbolspillerne, og det vil vi fortsætte med at have. Vi betjener dem med glæde, siger han.

- Vi skal have nogle gode sportslige resultater nu og gode oplevelser, så de skal finde en løsning internt, siger han. 

quote

Vi vil hellere have, at det hele handlede om fodbolden og vores kamp om at komme tilbage til superligaen.

Steffen Kristensen, formand, Blue Knights.

'Det er en kompliceret sag'

Steffen Kristensen, der er formand i fanklubben Blue Knights, fortæller, at han er ked af den dårlige omtale, som klubben har i øjeblikket. 

- Vi vil hellere have, at det hele handlede om fodbolden og vores kamp om at komme tilbage til superligaen, siger Steffen Kristensen. 

Han fortæller, at de fortsætter med at støtte holdet og heller ikke har planer om andet. 

- Hvad der sker i fremtiden, kan vi ikke spå om, men vi støtter holdet, siger han. 

Han tilføjer: 

- Det er en kompliceret sag, og der er mange forskellige versioner derude. Det er ikke simpelt. Vores støtte er hos klubben og spillerne, siger han.