Kæk Møllgaard driller præsident efter spøjs præmieoverrækkelse

Henrik Møllgaard, der er opvokset i Gredstedbro mellem Esbjerg og Ribe, var i hopla, da han blev interviewet efter VM-titlen var i hus.

Danmark var ikke langt fra at få overrakt VM-trofæet efter sejren over Frankrig søndag aften, da der opstod problemer.

Præsidenten for Det Internationale Håndboldforbund (IHF), Hassan Moustafa, kunne ganske enkelt ikke bære det tunge trofæ alene.

quote

Den er svine-tung!

Henrik Møllgaard, landsholdsspiller

Heldigvis fik han først hjælp af én og siden Niklas Landin. Henrik Møllgaard noterede sig godt den spøjse situation.

- Haha ja, det lagde jeg godt mærke til. Men han er også ved at være en ældre herre efterhånden.

- Jeg tænkte nemlig også, at jeg ikke kunne forstå, at Niklas skulle så langt hen at hente det (trofæet red.), men det tror jeg var helt rigtigt vurderet af Niklas, at han skulle nå at redde den, inden den røg på gulvet. Det var en risiko.

- Det var faktisk godt set af anføreren, at han skulle hjælpe til, siger Møllgaard med et stort glimt i øjet.

Et tungt trofæ

Hassan Moustafa er blevet 78 år, så der er ikke meget at sige til, han ikke kunne bære trofæet selv, som Møllgaard også påpeger.

Den danske forsvarsgeneral kunne nemlig konstatere, at beviset på VM-titlen er tungt at løfte.

- Den er svine-tung! Det er den jo. Jeg var forberedt, fordi vi vinder den hele tiden, men man kunne godt se, at nogle af de unge der fik den første gang …

Mere nåede Henrik Møllgaard ikke at sige, før han viste den skrevne presse, hvad han mente.

På sin helt egen og særdeles humoristiske facon lod han hænderne falde til gulvet. Ingen tvivl om at trofæet vejer meget.