179 i folketingssalen på én gang: Vi sender et skidt signal til folk

Corona præger også Folketingets åbning, hvor der rykkes rundt på stolene i folketingssalen, så afstandskravet på én meter kan holdes. 

Enhedslistens Henning Hyllested kommer tirsdag ikke til at høre den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksens tale fra sin stol i folketingssalen. For han sidder nemlig på sit kontor på Christiansborg.

- Jeg synes, det er et rigtigt skidt signal at sende at samle sig 179 personer i folketingssalen, når man nu beder befolkningen om ikke at forsamle sig flere end 50 mennesker ad gangen, siger Henning Hyllested, der for niende gang er med til at indlede et nyt folketingsår.

For at holde coronasmitten nede er der som bekendt indført et forsamlingsforbud på maksimalt 50 personer. Dog er Folketinget og forsamlinger med politisk øjemed undtaget for den regel. Der vil heller ikke være krav om at bære mundbind, hvilket ellers også gør sig gældende under andre forhold i samfundet.

- Vi i Enhedslisten sendte fredag et brev til Folketingets Præsidium, hvor vi protesterede over det. Samtidig er jeg jo også personligt oppe i alderen og synes, det er lidt risikabelt at være så mange forsamlet på én gang, mener den 66-årige esbjergenser.

Enhedslisten vil kun deltage med halvdelen af sin folketingsgruppe ved tirsdagens åbning af Folketinget.

Den kongelige familie - prinsesse Benedikte, kronprinsesse Mary, kronprins Frederik og dronning Margrethe til Folketingets åbning på Christiansborg i 2019. I år vil der på grund af coronavirus være 80 og ikke som normalt 280 gæster på tilhørerpladserne.
Den kongelige familie - prinsesse Benedikte, kronprinsesse Mary, kronprins Frederik og dronning Margrethe til Folketingets åbning på Christiansborg i 2019. I år vil der på grund af coronavirus være 80 og ikke som normalt 280 gæster på tilhørerpladserne.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Hvordan kommer de ind og ud?

Når Folketinget åbner tirsdag, rykkes der rundt på stolene i folketingssalen, så alle 179 medlemmer kan være til stede på samme tid. Dermed kan afstandskravet på én meter holdes, og alle folketingsmedlemmer kan se og høre statsministerens tale fra nærmeste hold.

Det får dog også Venstres Hans Christian Schmidt til at overveje at gøre som Henning Hyllested.

- Det betrygger mig, at der er skabt afstand ved at rykke rundt på stolene i folketingssalen, så reglerne er fulgt. Men jeg synes, vi sender et mærkeligt signal til folk ved at være så mange i salen på én gang. Så jeg er selv meget i tvivl om, hvad jeg gør, siger Hans Christian Schmidt, der desuden interesserer sig for folketingsmedlemmernes exit efter statsministerens åbningstale.

- Det bekymrer mig lidt, hvordan kommer vi ud og ind af salen på forsvarlig vis, siger han.

Folketingets Præsidium har besluttet, at det kun er partiledere og eventuelt politiske ordførere, der må bruge udgangen til Vandrehallen. Resten skal bruge sidedørene.