Flere syd- og sønderjyder vil droppe lægevagten, vurderer professor

Knap hver femte besøg hos lægevagten skete på et af de lægevagtsteder, der står til lukning.

Nogle borgere vil helt droppe at tage til lægevagten, hvis de skal transportere sig længere.

Det er konsekvensen, hvis otte lægevagter i Syd- og Sønderjylland lukker permanent.

Sådan lyder vurderingen fra Jakob Kjellberg, der er professor i sundhedsøkonomi ved Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd (VIVE).

quote

Jo længere du bor væk fra det specialiserede sundhedsvæsen, jo mindre bruger du det

Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi, VIVE

På papiret er der lige nu 13 lægevagter i den jyske del af Region Syddanmark.

Men otte af lægevagterne er i virkeligheden mere eller mindre i dvale, fordi De praktiserende lægers organisation (PLO) ikke kan finde læger til at besætte vagterne.

Derfor vil PLO Syddanmark også have nedlagt de otte lægevagter permanent med argumentet om, at borgerne generelt får en bedre behandling, når kræfterne bliver centraliseret i de større byer.

- Hvis man får at vide, at der er meget langt, så vil nogen tænke: "Ej, så gør jeg det ikke". Vi ved, at nærheden til tilbuddet betyder noget for brugen af det. Så jo længere du bor væk fra det specialiserede sundhedsvæsen, jo mindre bruger du det, siger Jakob Kjellberg.

I disse dage forhandler Region Syddanmark, der vil beholde samtlige 13 lægevagtsteder, med PLO netop om en ny lægevagtaftale, som skal finde en løsning på tvisten. 

En femtedel af besøgene

TV SYD har fået aktindsigt i, hvor mange gange de 13 lægevagter er blevet brugt.

2020 og 2021 var ekstraordinære på grund af corona. 

Men hvis man tager udgangspunkt i tallene fra 2019, så blev lægevagterne i den jyske del af Region Syddanmark brugt 147.378 gange.

quote

Hvis din købmand forsvinder, så er det ikke fordi, du ikke får mad

Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi, VIVE

Knap hver femte (17 procent) af dem skete på et af de otte lukningstruede lægevagtsteder svarende til 25.340 besøg.

Formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen i Region Syddanmark, Bo Libergren (Venstre), vil ikke kommentere de konkrete tal, mens forhandlingerne med PLO pågår.

Men han siger overordnet om Region Syddanmarks ønske:

- Fra regionens side er vi optaget af at sikre en decentral struktur med en høj grad af tilgængelighed for borgerne. Både den fysiske tilgængelighed, men også tilgængeligheden over telefon, siger Bo Libergren.

Konsultationssted2019202020212022 (t.o.m. august)
Brørup (står til lukning)2.085588180
Fanø (står til lukning)401200
Fredericia (står til lukning)5.4591.9571941
Grindsted (står til lukning)4.3432.7131.9371.218
Haderslev (står til lukning)4.8003.0032.2021.218
Ribe (står til lukning)1.34528800
Tønder (står til lukning)2.858848435
Varde (står til lukning)4.4101.3941020
Besøg hos lukningstruede i alt25.34010.8034.4962.442
Esbjerg34.23935.09225.83521.981
Kolding33.70030.67627.02622.155
Sønderborg8.1785.4143.7992.634
Vejle21.91118.03416.02913.864
Aabenraa24.01020.49819.33516.696
Permanente og lukningstruede i alt147.378109.71492.02477.330
TV SYD tager udgangspunkt i tallene fra 2019, da 2020 og 2021 var ekstraordinære på grund af coronapandemien. Det var også presset i forbindelse med coronavirussen, der gjorde, at PLO Syddanmark (der står for driften af lægevagterne i Region Syddanmark) lukkede ned for otte syd- og sønderjyske lægevagter, som mere eller mindre stadig holder lukket og også risikerer permanent lukning.
quote

Resten af landet er gået over til en model med færre steder, uden at det er noget, der springer frem i statistikkerne

Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi, VIVE

Tønder vil blive hårdt ramt

Hvis Jakob Kjellbergs vurdering holder stik, så dropper flere allerede nu lægevagterne, fordi de ligger for langt væk.

Og det er særligt borgerne i Tønder Kommune, det går ud over, hvis lægevagterne i Tønder og Ribe lukker permanent.

Hvis man bor i Tønder, skal man således køre 40 kilometer til Aabenraa for at blive tilset af en læge uden for ens egen læges åbningstid.

Afstand til lægevagterne fra Tønder

Tønder ➔ Aabenraa: 

  • 40 kilometer - 38 minutter


Tønder ➔ Sønderborg: 

  • 66 kilometer - 53 minutter


Tønder ➔ Kolding

  • 80 kilometer - 1 time og 11 minutter


Tønder ➔ Esbjerg

  • 78 kilometer - 1 time og 16 minutter


Transporttiden tager udgangspunkt i, at man kører i bil.

- Det er ikke noget samfundsmæssigt problem, det er et servicemæssigt problem. Hvis din købmand forsvinder, så er det ikke fordi, du ikke får mad. Men det er en serviceforringelse for mig, at jeg skal køre til en butik længere væk, siger Jakob Kjellberg.

Han mener dog ikke, at Region Syddanmark er usædvanlig set i forhold til de andre regioner.

- Lad os zoome ud på resten af landet. Vi snakker relativt korte afstande. Resten af landet er gået over til en model med færre steder, uden at det er noget, der springer frem i statistikkerne, siger Jakob Kjellberg.

Hvad er konsekvensen?

Jakob Kjellberg har ikke tal på, hvor mange folk der undlader at bruge sundhedsvæsenet som følge af lange afstande.

Men det kan have en konsekvens, hvis folk bliver væk.

- Der er altid en risiko for, at noget bliver overset, hvis folk undlader at bruge sundhedsvæsenet, men vi har ikke studier, der underbygger det. Men mange vil så nok søge et andet sted hen, hvis de får det værre, siger Jakob Kjellberg og fortsætter:

- Der er formodentligt ikke nogen, der dør eller bliver invalideret af det her. Men det er bare træls, når du skal langt om natten til noget, der før lå tættere på, siger sundhedsøkonomen.

Forhandlinger igang

Det er PLO Syddanmark, der har haft en aftale med Region Syddanmark om at drive lægevagterne i Region Syddanmark.

Men dén aftale - der i øvrigt udløb 1. oktober 2022 - opsagde PLO Syddanmark tilbage i marts 2022.

- Den nuværende lægevagtsaftale er 15 år gammel og stammer fra en tid, hvor arbejdsbelastningen for praktiserende læger var langt mindre, og strukturen i sundhedsvæsenet var helt anderledes. Vi kan ikke i al evighed fortsætte med at køre uændret videre, sagde formand for PLO Syddanmark, Birgitte Ries Møller, dengang.

Og dét argument underbygger Jakob Kjellberg, der dog anerkender borgernes behov for at kunne få hjælp af en lægevagt tæt på hjemmet.

- Når besøgene i Ribe går ned på 0, så er det fordi, der ikke er nogen til at tage vagterne. De her tal er ikke givet af efterspørgsel fra borgerne, de er givet af udbuddet af læger, siger Jakob Kjellberg.

I tilfælde af at Region Syddanmark og PLO Syddanmark ikke når til enighed om en ny aftale, så fortsætter PLO Syddanmark med at drive lægevagterne, blot på deres egne præmisser.

Bo Libergren (Venstre) oplyser, at regionen skal mødes og forhandle med PLO Syddanmark igen senere i denne uge. Forhandlingerne har stået på siden februar, og dette bliver det tiende forhandlingsmøde.