To varetægtsfængslet i forbindelse med drabssag

Sydøstjyllands Politi har anholdt to personer torsdag aften. De blev i dag fremstillet i grundlovsforhør for dobbeltlukkede døre.

Opdateret 12.45: Artiklen er opdateret med de anholdtes alder, og at de er blevet varetægtsfængslet til 16. marts. 

Anholdelserne af de to personer skete torsdag aften som led i efterforskningen af skudepisoden i Fredericia, hvor en 24-årig mand blev skudt og dræbt mandag den 24. februar i Korskærparken.

De anholdte er to mænd på henholdsvis 48 og 29 år. Det fortæller Fredericia Dagblad

De to personer blev fremstillet i grundlovsforhør fredag den 28. februar ved Retten i Kolding kl. 9.00. Fredercia Dagblad fortæller, at de to sigtede er blevet varetægstfængslet til 16. marts. 

Under retsmødet anmodede anklagemyndigheden om dobbeltlukkede døre. Af den grund kan Sydøstjyllands Politi ikke uddybe nærmere om, hvorfor eller hvor anholdelserne er sket, hvad sigtelserne lyder på, eller hvilken eventuel relation de pågældende mistænktes for at have til drabssagen fra Fredericia.

I sagen har politiet efterlyst en mand på en sort scooter, som, de er overbeviste om, er gerningsmanden. Det vides dog ikke, om manden på scooteren er en af dem, som torsdag blev anholdt.

Politiet i aktion torsdag aften

Sydøstjyllands Politi var torsdag aften talstærkt til stede i området bag Ungdommens Hus i Fredericia, hvor adskillige patruljebiler indfandt sig. Samtidig var området mellem Ungdommens Hus og Flydedokken spærret af.

Fire politihunde afsøgte området, og to af politiets teknikere iført blå dragter havde i et krat puttet uidentificerede ting i poser.

Politiet fotograferede omkring og ind i et hus for enden af stien, der løber i forlængelse af Fynsgade og går helt hen til Vester Voldgade.