Flere kvinder får mudder på støvlerne som soldat

Forsvaret oplever markant flere kvinder, der melder sig frivilligt end tidligere. Selvom det ikke er lovpligtigt for kvinder at aftjene værnepligt, udgør de nu cirka en fjerdedel af uniformerne på landets kaserner.

I 2023 startede 1024 kvinder på hærens værnepligstuddannelse mod 3315 mænd, hvilket gør, at en fjerdedel på uddannelsen er kvinder. 

quote

Man skal ikke være så bange for drengene, for vi piger er lige så seje

Camille Tandrup Kristensen, menig, Ryes Kaserne

På Ryes Kaserne i Fredericia er andelen af kvinder på værnepligtsuddannelsen endnu højere, hvor kvinder udgør cirka en tredjedel. Her er Camille Tandrup Kristensen og Laura Meier Nielsen frivillige. 

Den 5. februar kunne Camille og Laura trække uniformen på, da de trådte ind ad døren til Ryes Kaserne. Det var sidste dag, de blev kaldt deres fornavne, for på kasernen ser de ikke på køn. Nu hedder de menig Tandrup og menig Meier.

- Det er fedt, at vi herinde får at vide, at der er ikke er køn. Vi er alle sammen de samme, og vi har samme rettigheder, fortæller Camille Tandrup Kristensen.

Camille Tandrup Kristensen søger ind til Hærens Reaktionsstyrke og Laura Meier Nielsen vil ind til politiet.
Camille Tandrup Kristensen søger ind til Hærens Reaktionsstyrke og Laura Meier Nielsen vil ind til politiet.
Foto: Sari Vangbæk Thyssen, TV Syd

Alle menige bliver råbt ud af sengen med kort tid til at iføre sig uniformer, og forventningerne er de samme. Bekymringen for Camille Tandrup Kristensen var, om hun nu kunne følge med under øvelserne. 

- Jeg havde en klar bekymring, og derfor havde jeg også fokus på at træne op inden start. Det er lykkedes, men niveauet ligger også et sted, hvor alle kan følge med, bemærker menig Tandrup.

Nu er bekymringerne væk. Køn fylder ikke særligt meget hos de menige, som har et godt fællesskab på tværs af køn. 

- Vi er en enhed, der står sammen, og alle mand skal igennem, så man tænker ikke på køn som sådan, understreger Laura Meier Nielsen.

Flere kvinder vælger forsvaret som arbejdsplads

De sidste 20 år er andelen af frivillige kvinder på værnepligtsuddannelsen vokset med cirka 21%, og det vækker begejstring i ledelsen på Ryes Kaserne. 

- Selvfølgelig er vi glade for, at kvinderne vælger os til som arbejdsplads, fortæller oberst og chef i føringsstøtteregimentet i Fredericia, Henrik Graven Nielsen.

Oberst og chef i føringsstøtteregimentet i Fredericia, Henrik Graven Nielsen, er glad for, at flere kvinder melder sig frivilligt til værneligtsuddannelsen.
Oberst og chef i føringsstøtteregimentet i Fredericia, Henrik Graven Nielsen, er glad for, at flere kvinder melder sig frivilligt til værneligtsuddannelsen.
Foto: Sari Vangbæk Thyssen, TV Syd

På kasernen behandles både mænd og kvinder som soldater, og her oplever man det som en styrke, at flere kvinder aftjener værnepligt.

- Opgaveløsningen, når man arbejder som soldat, bliver lige så god, ligegyldigt om det er en mand eller kvinde. Sammensætningen af forskellige typer forbedrer opgaveløsningen, siger Henrik.

Menig Tandrup og menig Meier får mange oplevelser med i bagagen og har en klar opfordring til alle kvinder, der overvejer at melde sig frivilligt til værnepligtsuddannelsen.

- Man kan sagtens følge med, så hvis man går med tanker om forsvaret, skal man bare melde sig, siger menig Meier.

- Jeg synes, man skal bruge sine bekymringer som motivation. Man skal ikke være så bange for drengene, for vi piger er lige så seje, tilføjer menig Tandrup.

Indtil slutningen af maj står menuen på mudder i skoene og sved på panden, mens de unge kvinder er i forsvaret.