Nyt universitet vækker optimisme hos virksomheder i hele Trekantområdet

Med SDU Campus Vejle i kikkerten er der kommet mere optimisme blandt områdets virksomheder. Håbet er nemlig, at det nu bliver lettere at rekruttere arbejdskraft.

Hos it-virksomheden BankData i Fredericia jubler de over udsigten til, at der med stor sandsynlighed kommer et universitet i Vejle med fokus på uddannelser inden for især it- og ingeniørfagene.

- Vi kan mærke, der er kamp om talenterne. Når vi rekrutterer, kan vi stadig få dem, vi gerne vil have, men det er blevet sværere og det tager længere tid, især dem der er mest specialiserede, siger Mette Marie Buhl, der er HR-direktør hos it-virksomheden BankData.

Det er uddannelser, som virksomheden i mange år har savnet.

- Det kommer til at betyde utroligt meget for os. Vi er et af Jyllands største it-udviklingshuse, og vi er dermed også en stor aftager af it-talenter, og vi er i vækst, i kraft af vores løsninger bliver mere og mere efterspurgt, forklarer Mette Marie Buhl.

Nærhed mellem uddannelser og virksomheder skaber vækst

BankData har også afdelinger i Aarhus og Silkeborg, og de oplever, hvor vigtigt det er, at de uddannelsessøgende og virksomhederne ikke er for langt fra hinanden sådan rent fysisk. 

- Det handler om at være tæt på og være en attraktiv kommende arbejdsgiver for de studerende. De orienterer sig ofte der, hvor de bor, og det kan vi mærke i Aarhus, hvor vi har nemmere ved at rekruttere folk, og det har vi svært ved i Fredericia, siger Mette Marie Buhl.

Med de nye universitetsuddannelser under Syddansk Universitet får erhvervslivet i Vejle og omegn nu mulighed for lettere at rekruttere arbejdskraft og vækste. Det glæder netværket BusinessVejle sig over – en forening med 250 virksomheder som medlemmer.

En kæmpe julegave for mange virksomheder

- Det er en kæmpe julegave på forhånd. Den hensigtserklæring, der er lavet i går betyder, at vi både kan bibeholde virksomheder, og tiltrække nye virksomheder. Vejle vokser rigtig meget, og der kommer mange virksomheder til, og et af deres krav er uddannelser, og at de kan få arbejdskraft og højt uddannede folk, fortæller Peter Skou, der er formand for Business Vejle.

Efter planen skal universitetet være klar til ar tage imod de første studerende i 2023 i Dandy Business Park i Vejle Nord. Planen er, at det skal udvikle sig til at blive en universitetsby. Det ser BankData i Fredericia meget frem til.

- Vi håber meget på, at at vi kan få noget kvalificeret arbejdskraft og være bedre polstret til at kunne tiltrække dygtige folk også i Fredericia. Det kan vi stadig, men det er sværere. Vi er flere store it-virksomheder i område, og vi vil gerne skabe et økosystem blandt os. For det gør det er mere attraktivt som it-specialist at være her. Jo flere, vi kan få her til, desto bedre kan vi også stå som region, siger Mette Marie Buhl.