Socialdemokrater er enige om afløser for Fredericia-borgmester

Den socialdemokratiske byrådsgruppe og bestyrelsen for Socialdemokratiet i Fredericia peger på den 40-årige Steen Wrist som ny borgmester efter Jacob Bjerregaard.

Jacob Bjerregaard meddelte tirsdag eftermiddag, at han trækker sig som borgmester. 

Efter hektisk mødeaktivitet tirsdag aften er både byrådsgruppen og Socialdemokratiets bestyrelse i Fredericia enige om at pege på den den 40-årige fagforeningsmand Steen Wrist som ny borgmester, når Jacob Bjerregaard stopper med udgangen af januar.

- Vi peger på Steen, som vi mener kan tage over. Han har gjort det godt som vores politiske ordfører, siger byrådsgruppens formand Søren Larsen.

Planen er, at en ny borgmester udpeges på byrådsmødet sidst i januar.

Socialdemokratiet sidder på 13 af 21 mandater i byrådet.

Formanden for Socialdemokratiet i Fredericia, Karsten Cordtz, fortæller, at også en enig partibestyrelse mener, at Steen Wrist skal være Fredericias næste borgmester.

Steen Wrist siger til TV SYD, at han er positiv overrasket over den flotte tillidserklæring fra sine partifæller:

- Jeg er i gang med at tænke mig godt om sammen med min familie og kommer så med en melding, når jeg har fået gjort overvejelserne færdig, siger Steen Wrist.

Han fylder netop i dag 40 år og bliver onsdag morgen fejret af sin kone og børn. Steen Wrist er vokset op i Harboøre og arbejder som sekretariatsleder på fagforeningen 3Fs landskontor i København.

Han har været medlem af byrådet i Fredericia siden 2014.