Johanna Andersen: Jeg har altid været "hende danskeren"

“Wow bor der mennesker i Harrislee? Jeg troede bare, at det var Fleggaard". Denne sætning møder 25-årige Johanna Andersen ofte. Hun er nemlig en del af det danske mindretal i Tyskland. Hun har hele sit liv oplevet mere eller mindre nedgørende kommentarer, fordi hun er en del af mindretallet.

Johanna mener, at det er vigtigt, at markere Genforeningen 2020, fordi det også sætter fokus på mindretallene. 

- Vores bedsteforældre har en større forståelse for mindretallene, end min generation har, og det er pinligt. Derfor er det på sin plads, at Danmark sætter stor fokus på Genforeningen. Jeg ved godt, at man i 1920 sagde til mindretallet i Sydslesvig: "I skal aldrig blive glemt", men om det stadigvæk er sådan, det ved jeg ikke helt. Nogle gange kan jeg godt føle, at vi i Sydslesvig er blevet glemt, for jeg oplever virkelig tit udfordringer. 

Et liv i det danske mindretal

Johanna Andersens forældre kommer fra Danmark, men de flyttede til Harrislee for 25 år siden, fordi de fik arbejde i Sydslesvig. Det var planen, at familien blot skulle bo i landsdelen i fem år, men da de blev en aktiv del af mindretallet i Sydslesvig, valgte de at blive boende. 

Det betyder, at Johanna har gået i mindretallets danske institutioner og skoler. Men i sine teenageår stødte Johanna på en krise. Teenage-identitetskrisen. Johannas identitetskrise var dog ikke helt almindelig, hun stod nemlig med hvert ben i henholdsvis den danske og tyske kultur. 

-  Som enhver anden teenager, havde jeg et stort behov for at finde ud af, hvem jeg var, og hvor jeg hørte til. Jeg følte mig anderledes i skolen. Mine forældre har altid talt dansk, og jeg lærte først tysk, da jeg startede i skole. Dette gav udfordringer, fordi mange i mindretalsskolerne både talte tysk og dansk derhjemme. 

- Jeg har altid været "hende danskeren", men det har jeg haft det fint med. Jeg gik nemlig op i de ting, der skete i Danmark, og jeg hørte dansk musik. Jeg havde brug for at finde ud af, om jeg var rigtig dansk. Derfor forlod jeg mindretallet, da jeg gik ud af 9. klasse. Gennem 'Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund' i Slesvig var jeg også på kursus i Danmark. Det var lærerigt for mig at finde ud af, at der også fandtes jævnaldremde nord for grænsen, som havde samme fritidsinteresser som mig.

Johanna forlod derved de danske skoler i Sydslesvig og begyndte på Lunderskov efterskole. Derefter tog hun sin ungdomsuddannelse på Aabenraa Statsskole. 

- Det var mit personlige vendepunkt, for her følte jeg, at jeg var rigtig. Det var en berigelse for mig, at jeg kunne spejle mig i jævnaldrende og føle, at jeg hørte til. Jeg tog en pause fra mindretallet.

- Det har påvirket mig at være en del af mindretallet. Jeg er dannet af mindretallets værdier og kultur, og jeg har lært at have en stor respekt over for andre mennekser. Jeg kan godt blive lidt forskrækket af, at der er en diskurs i Danmark, hvor man skal tale perfekt dansk, for at være en del af samfundet. Danskheden kan ikke gøres op i et regneark, men det er en følelse af at høre til. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet kaldt for tysker af jævnaldrende i Danmark. Her må jeg så forklare, at jeg altså er dansker, jeg er dansk statsborger ligesom dem.
 

En pause blev til savn, som blev til en identitet

Johanna blev student i 2014, og hun følte, at det var naturligt at flytte længere væk fra grænsen. Hun flyttede derfor til Odense for at læse til folkeskolelærer.

- Men pludselig syntes jeg, at det var underligt, at der ikke hang påskeæg på træerne og at mine medstuderende ikke kendte til børneprogrammet "Sendung mit der Maus". Som årene gik oplevede jeg et savn til mindretallet og de to kulturer. Jeg fandt ud af, at jeg i virkeligheden er en mindretals-borger. Jeg trives bedst ved at have begge kulturer inden for rækkevide. Derfor flyttede jeg i 2020 tilbage til Flensborg. Efter 10 år i Danmark fandt jeg ud af, hvem jeg er. Jeg ser mig ikke som tysker, men jeg ser mig som dansker, som er dannet af det danske mindretals værdier og traditioner.  

Det danske mindretal og Genforeningen
- Jeg er af den overbevisning om, at hvis et mindretal ikke har foreninger og frivillig arbejde, så kan et mindretal ikke fungere. Hvis der ikke er nogen til at sende de unge til Danmark, og gøre en aktiv indsats i mindretallets organisationer, så kan mindretallet ikke fejre 110 års jubilæum i 2030.

Mindretallet fejrer i sammenhæng med Genforeningen også 100-års jubilæum i 2020. Johanna mener, at det er vigtigt at markere Genforeningen, fordi der også kommer fokus på mindretallene.

- Jeg synes, det er ekstremt vigtigt, at man i Danmark sætter fokus på de to mindretal, der findes, og deres historie. Den vigtigste måde at bekæmpe dårlige rygter og historie er ved folkeoplysning, og der har Danmark et stor ansvar. 

- Jeg mener, at Sydslesvigere stadigvæk bliver genforenet med Danmark på forskellige tidspunkter i deres liv. Jeg ved dog, at der er mange andre Sydslesvigere, som føler sig stødt over ordet "genforening", fordi de danskere, der i 1920 stemte for danskheden, jo ikke blev genforenet. Men nu er der gået 100 år, og historien må ikke glemmes. Vi skal lære af historien, og vi skal huske, at der findes et dansk og tysk mindretal, som har udviklet sig. Vi kan med stor gevinst fejre jubilæum i 2020. 

Du kan se vores hundrede 1-minuts film om Genforeningen på tvsyd.dk.