Fællessang er tilbage i kirken: ’Det har vi savnet’

Efter fire måneder er det igen muligt at synge med på salmerne indenfor i kirken. Samtidig må flere være i kirken, og det glæder båden præst og kirkegængere.

Salmebogen er det første, du får i hånden, når du træder ind i kirken, men de seneste fire måneder har du ikke måttet synge med på teksterne. I stedet har kirkegængere siddet i stilhed og lyttet til orgelet og kirkesangeren. 

quote

Det har været tomt og lidt trist uden sang

Johannes Engholm Gjesing, sognepræst

Nu er det slut. Det seneste led i genåbningen betyder, at man må synge med ved de kirkelige handlinger såsom dåb, bryllupper og begravelser, og det glæder sognepræsten i Gram og Fole, Johannes Engholm Gjesing.

- Det har været et savn, at man ikke måtte synge med på samlerne til gudstjenesterne. Det ligger i ens natur, når der bliver spillet op til noget, man kender, så vil man gerne synge med. Så det bliver dejligt at kunne gøre det igen, siger han. 

Tomt og trist uden sang

Det er i forbindelse med genåbningen onsdag, at der er blevet lempet på nogle af restriktionerne, der gælder for kirken. Det betyder blandt andet, at der nu kan være flere til stede i kirken. Det er dog særligt det, at der må synges igen, der betyder noget for kirkegængerne.

- Det er skønt, vi igen må synge med. Det gør det hele langt mere fantastisk, når man kan synge i kirken, siger Rikke Brems Lagoni, der går i kirke jævnligt.

quote

Jeg glæder mig meget til, at vi skal have konfirmation med alle ungerne, så vi virkelig kan få sparket dem ud i ungdomslivet og sommerlivet

Johannes Engholm Gjesing, sognepræst

Det har ikke været muligt at synge med indenfor i kirken siden december sidste år, og det har også betydet, at flere kirkelige handlinger i mellemtiden er blevet ganske anderledes.

- Det har været tomt og lidt trist uden sang. I særdeleshed til begravelser har det været et savn. Når man sidder med nogen, man har holdt meget af, så kan det blive vigtigt at synge. Når man kun har siddet i stilhed, er det blevet ekstra tungt, siger Johannes Engholm Gjesing.

Normalen vender så småt tilbage

Afstandskravet i kirken er stadig to meter, hvis man synger, og man skal fortsat have mundbind på, når man går ind og ud af kirken. Alligevel er det blevet anderledes at komme i kirke efter de nye restriktioner.

- Det giver noget mere. Med sangen er man mere en del af det hele, og når man går herfra, er man i lidt bedre humør, når man har fået lov til at synge, siger Rikke Brems Lagoni.

Altergang er også muligt igen med særlige coronahensyn, og selvom kirken stadig bærer præg af coronarestriktionerne, er det et skridt i den rigtige retning, ifølge Johannes Engholm Gejsing.

- Jeg glæder mig over, at det begynder at se normalt ud igen. Folk kan komme og holde begravelser, som de vil, bryllupperne kommer igen, og så glæder jeg mig meget til, at vi skal have konfirmation med alle ungerne, så vi virkelig kan få sparket dem ud i ungdomslivet og sommerlivet, siger han.