Hvid ladvogn er ikke længere efterlyst, men politi efterforsker fortsat i Haderslev
Syd- og Sønderjyllands Politi vil stadig meget gerne høre fra vidner, der kan have set noget i sagen om den 51-årige mand, der lørdag morgen blev fundet død på Laurids Skaus Gade i Haderslev.
Lørdag blev en hvid ladvogn med et orange advarselslys efterlyst, men det viste sig senere, at køretøjet ikke er relevant for efterforskningen.
Det oplyser vagtchef Torben Møller hos Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.
Det var en buschauffør, som ved midnat natten til lørdag opdagede den 51-årige mand på Laurids Skaus Gade i Haderslev.
Manden lå på kørebanen, og en af politiets teorier er, at han kunne have fået svære skader efter en påkørsel. Men der er også andre mulige forklaringer.
- Vi vil stadigvæk meget gerne høre fra folk, der har set manden i byen også tidligere fredag aften, siger vagtchef Torben Møller.
Den 51-årige, der var fra lokalområdet, var skaldet og kraftig af bygning.
Søndag vil efterforskerne, der blandt andet har set på videooptagelser fra overvågningskameraer, fortsætte arbejdet med sagen, oplyser vagtchefen.