Oversigt

Grisekampagne kan få konsekvenser

Mandag starter principiel retssag, hvor Danish Crown, som slagter svin i Horsens og Blans, beskyldes for at svøbe sig i grønne klæder i kampagne.

Det er mere end tre år siden, at Danish Crown lancerede en kampagne med ordlyden "klimakontrolleret gris" og udsagnet "dansk gris er mere klimavenlig, end du tror". Men den er stadigvæk aktuel.

Den er nemlig centrum i en retssag, som kan få stor betydning for, hvordan virksomheder må markedsføre sig fremover.

Nu indledes sagen i Vestre Landsret, hvor der mandag er første retsdag.

Bag stævningen står Klimabevægelsen i Danmark og Dansk Vegetarisk Forening. De mener, at der er tale om vildledende markedsføring.

Civilstyrelsen har bevilget fri proces, så det offentlige betaler.

Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer er gået ind i den på Danish Crowns side. På den anden side er nu Forbrugerrådet Tænk.

Mandag er den første af seks retsdage. En afgørelse ventes i december.