Bertha krydser Storebælt og cykler 100 kilometer i kampen mod sin sclerose

Selvom Bertha Flensborg er ramt af sclerose, har hun netop gennemført Tour de Storebælt.

41-årige Bertha Flensborg fra Kolding er ikke som de fleste. Hun har cyklet 100 kilometer ved gårsdagens Tour de Storebælt med sin mand Søren som pilot på deres tandemcykel. 

Hun har nemlig sclerose og som konsekvens af det, har hun svært ved at bruge sin venstre side af kroppen, og hendes syn er også stærkt nedsat. Men det skal ikke stå i vejen for Berthas lyst til at bruge sin krop.

- Det var den største sejr og det fedeste nogensinde at krydse broen. Det gav mig den vildeste følelse, fortæller Bertha Flensborg med en altoverskyggende glæde i stemmen. 

Bertha og Søren holdte sammen med de andre kørere korte pauser undervejs i løbet.
Bertha og Søren holdte sammen med de andre kørere korte pauser undervejs i løbet.
Foto: Privat

En alvorlig sag 

For ti år siden mistede Bertha Flensborg 95 procent af synet på kun 14-dage og for seks år siden fik hun stillet diagnosen sclerose, som har gjort, at hun nu er førtidspensionist, da sygdommen har gjort hende uarbejdsdygtig. 

Bertha Flensborg bor til daglig i Kolding med sin mand og under coronatiden, hvor alle fitnesscentre var lukket, begyndte parret at cykle på tandem sammen for at få motion. 

Motionsturene udviklede sig til hård træning, da Bertha og Søren blev udvalgt af Cykelnerven, som er en forening, der er med til at støtte forskning af sclerose, til at deltage i Tour de Storebælt. 

Siden januar i år har parret trænet fire gange om ugen for at kunne sætte sig i sadlen ved gårsdagens løb.

quote

Selvom det var hårdt, var det fuldstændig fortryllende

Bertha Flensborg

Selvom turen var hård var den det hele værd, mener Bertha Flensborg.
Selvom turen var hård var den det hele værd, mener Bertha Flensborg.
Foto: Privat

Parret har gennem det sidste halve år haft en indsamling igang, hvor folk kunne støtte forskningen af sclerose, og de har indtil videre modtaget 116 donationer på i alt 52.650 kroner. 

- Det er så dejligt, at vi gør det her sammen som et par, hvor vi får tankerne væk fra sygdom, men at vi samtidig kan støtte en god sags tjeneste, siger Bertha Flensborg.

En følelse af frihed

Gårsdagens Tour de Storebælt løb fra Kalundborg til Nyborg og strakte sig i alt over 100 kilometer, hvilket resulterede i fem timer i sadlen for parret. 

- Selvom det var hårdt, var det fuldstændig fortryllende, for når jeg cykler, får jeg en følelse af at være fri, forklarer hun. 

Cyklingen har givet Bertha et holdepunkt i livet, og det vil hun ikke være foruden. Heller ikke selvom touren nu er besejret.

- Der har været dage i mit liv, hvor jeg har haft tvivl om, hvor meget indflydelse jeg selv har, men når jeg cykler, kan jeg mærke, at jeg stadig har en vis kontrol, fordi jeg kan trampe i pedalerne, og det får mig fremad, forklarer hun. 

Bertha og Søren har sat sig for at cykle fra Skagen til Kolding som deres sommerferie i år. 

Dog har de sat 14 dage at til projektet, der ikke har andet til formål end at nyde friheden, naturen og hinandens selskab.