Oversigt

Her er årets forening i Sydøstjylland

Kolding Volleyball Klub blev torsdag den 30. november kåret til Årets Forening 2023 i Sydøstjylland.

DGI Sydøstjylland offentliggjorde vinderen til deres årsmøde, hvor Kolding Volleyball Klubs ungeudvalg tog imod prisen.

- Den her pris er til de unge. De har taget alle de muligheder, vi har givet dem, og de fortjener at blive hyldet, sagde formanden i Kolding Volleyball Klub, Karsten Vium Strandridder, efter de modtog prisen.

DGI's bestyrelsesmedlem Bettina Mikkelsen begrunder valget af Kolding Volleyball Klub med, at de er en god inspiration for andre klubber, når det kommer til ungdommen.

- Kolding Volleyball Klub er i særlig grad lykkedes med ung-til-ung inddragelse, hvor de unge ikke bare udfører opgaver, men hvor de også har ansvaret for at ideudvikle, planlægge og afholde arrangementer, siger Bettina Mikkelsen.

Udover prisen modtager klubben også en check på 10.000 kroner.