Kommune er gået i sort: - Det må simpelthen ikke ske

Kolding Kommune har siden natten til onsdag været ramt af et større it-nedbrud.

- Det må og bør ikke ske.

Sådan lyder det fra Kolding Kommunes it- og digitaliseringschef Chris Nørregaard.

Kommunen har siden natten til onsdag været ramt af et it-nedbrud, der har lammet hele organisationen.

quote

som kommune kan vi ikke leve med, at vores systemer er så sårbare

Chris Nørregaard, it- og digitaliseringschef i Kolding Kommune

Hvis du i løbet af de seneste par dage har prøvet at ringe til dit barns institution eller har prøvet at få fat i borgerservice, så har du ringet forgæves. 

Alle mailadresser og telefoner er nemlig ukontaktbare i forbindelse med nedbruddet.

- Alle de borgerkritiske systemer er også nede, fortæller Chris Nørregaard, der dog oplyser, at man har beredskaber til at løse den slags opgaver.

Det drejer sig blandt andet om opgaver vedrørende sårbare borgere.

Fra byggesager til borgerservice

It-chefen oplyser, at alle de godt og vel 95.000 borgere, der er bosat i kommunen, bliver påvirket af situationen.

- Det er alt fra byggesager til borgerservice, medicinhåndtering, det at få skrevet sit barn op i skole. Det er alle borgere, der bliver ramt, siger han.

Da TV SYD er i kontakt med kommunens it- og digitaliseringschef torsdag aften, er der stadig ikke nogen tidshorisont på, hvornår problemet bliver løst.

- Mine folk har næsten arbejdet i døgndrift de seneste to døgn. Der er noget vi prioriterer højere end andet lige nu, og det er sårbare borgere og borgerservice, fortæller Chris Nørregaard.

Nyt datacenter

Kolding Kommune fik for et halvt år siden et nyt datacenter, som håndterer alt deres teknik. 

- Meningen var jo, at det skulle tage højde for det her, og det har vores leverandør ikke levet op til. Der vil også være et efterforløb, for som kommune kan vi ikke leve med, at vores systemer er så sårbare, siger han.

Hvad efterspillet bliver, vil han ikke udtale sig mere om på nuværende tidspunkt. 

Ifølge Chris Nørregaard har man aldrig oplevet noget tilsvarende i Kolding Kommunes historie.

- Det her må simpelthen ikke ske. Det her er uden fortilfælde, og vi har ikke noget eksempel på, at vi har set det her før.