Søren organiserer shitstorme mod virksomheder: - De skal hjælpes med at træffe det rigtige valg

Manden bag Facebook-gruppen 'Boykot Rusland' mener, at virksomheder skal hjælpes med at træffe det rigtige valg.

Torsdag oplyste Eccos topchef Panos Mytaros, at koncernen ville holde sine 250 forretninger i Rusland åbne af hensyn til de cirka 1.840 medarbejdere, som Ecco beskæftiger i landet. 

Det vakte Søren Johansens opmærksomhed for den gamle virksomhed i Bredebro. 

Han oprettede for en måned siden Facebook-gruppen 'Boykot Rusland' som en reaktion på Ruslands invasion af Ukraine. Gruppen har vokseværk og har i skrivende stund knap 6.000 medlemmer, mens flere løbende kommer til. 

Med Søren Johansen som en af bannerførerne organiserer gruppen en slags planlagte shitstorme mod danske virksomheder, som ikke stopper deres samarbejde med Rusland. 

Og nu er Ecco kommet i gruppens kikkertsigte.

Blandt andet deler medlemmerne af gruppen en tegning af Eccos logo sat ovenpå en kampvogn. TV SYD kan ikke vise billedet, da vi ikke har ophavsret.

Men ifølge Søren Johansen er han ikke naiv, og gruppen handler ikke om had.

quote

Jeg har ikke had mod Ecco. Jeg har et dybtfølt ønske om at udvise anstændighed og moral i en dybt tragisk situation

Søren Johansen

En hjælp til virksomheder

Søren Johansen blev påvirket af Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022.

- Jeg blev trist, rasende og følte en kæmpe afmagt. Jeg kunne ikke sidde komfortabelt i mit trygge, danske hjem og tænke, at det er lidt synd, og at det går over. Jeg var nødt til at gøre noget, siger Søren Johansen. 

Ecco blev grundlagt i 1963 af Birte og Karl Toosbuy. Han døde i 2004, hvorefter datteren Hanni Toosbuy Kasprzak overtog virksomheden. Hun sidder i dag som formand for bestyrelsen, hvor også hendes to børn indgår.
Ecco blev grundlagt i 1963 af Birte og Karl Toosbuy. Han døde i 2004, hvorefter datteren Hanni Toosbuy Kasprzak overtog virksomheden. Hun sidder i dag som formand for bestyrelsen, hvor også hendes to børn indgår.

Han mente, at han bedst kunne bruge sine kræfter på at oprette en Facebook-gruppe, som organiserer boykot af Rusland og virksomheder, som ifølge ham ikke viser ansvarlighed.

Hans mål med gruppen er, at den kan hjælpe danske virksomheder med at træffe det, som han kalder "den rigtige beslutning". 

- Det handler ikke om drive en god virksomhed, men om anstændighed.

Søren Johansen har tidligere beskæftiget sig med CSR, som står for 'Corporate Social Responsibility' og kan oversættes til virksomheders samfundsansvar og sociale ansvarlighed. 

HVAD ER CSR?

CSR: Corporate Social Responsibility.

CSR handler om, at virksomheder udviser ansvarlighed i forhold til det omgivende samfund. Det handler om at drive forretning på en måde, der minimerer negative påvirkninger og maksimerer positiv værdi for mennesker, miljø og økonomi.

Kilde: Dansk Erhverv

Søren Johansen mener, at det er vigtigt, at virksomheder viser ansvar i verden. Han er stolt af store danske virksomheder, som netop tager ansvar ved eksempelvis at trække sig ud af det russiske marked.

- Derfor provokerede det mig helt vildt, at nogle virksomheder er så langsomme til at tage stilling og vise konkret ansvar, siger han. 

Det er her, Ecco kommer ind i billedet. 

For han mener ikke, at Ecco har taget det rigtige ansvar, når de vælger at holde deres butikker åbne i Rusland. Selvom det ifølge Ecco handler om cirka 1.800 russiske medarbejdere. 

Torsdag morgen opfordrede Søren Johansen sin gruppe på knap 6.000 medlemmer til at gå i aktion mod Ecco.
Torsdag morgen opfordrede Søren Johansen sin gruppe på knap 6.000 medlemmer til at gå i aktion mod Ecco.
Foto: Screendump fra Facebook

- De dækker sig ind bag de 1.800 ansatte. Jeg kan slet ikke se sammenhængen. Jeg ville spørge dem om, hvornår det er nok til at stoppe samarbejdet med Rusland, siger han. 

Derfor opfordrer han gruppens medlemmer til at skrive negative anmeldelser og beskeder på Eccos forskellige sociale platforme samt Trustpilot. Det har ført til, at Eccos Facebook- og Instagramprofiler bliver oversvømmet af negative kommentarer. 

På Trustpilot vælter det også ind med negative anmeldelser. Ikke af produkterne, men af Eccos valg om at blive i Rusland. 

Sådan ser de første otte siders anmeldelser af Ecco ud på Trustpilot. Der er dog også enkelte, som støtter Eccos valg.
Sådan ser de første otte siders anmeldelser af Ecco ud på Trustpilot. Der er dog også enkelte, som støtter Eccos valg.
Foto: Screendump fra Trustpilot

Det skal dog nævnes, at det ikke er muligt at fastslå, om opslagene er oprettet af gruppens medlemmer eller andre utilfredse danskere.

Pas på

Med næsten 6.000 medlemmer og et emne, som berører mange dybt, kunne debatten i gruppen hurtigt stikke af og udvikle sig til en heksejagt mod dem, som gruppen mener opfører sig uanstændigt. 

- Ja, der er mulighed for heksejagt. Det er også derfor, at jeg og de to andre administratorer har meget fokus på, at det ikke bliver personfikseret. Der skal være en ordentlig tone i debatten og den måde, vi snakker om det hele på, siger Søren Johansen og fortsætter:

- Jeg har ikke had mod Ecco. Det handler det slet ikke om. Jeg har et dybtfølt ønske om at udvise anstændighed og moral i en dybt tragisk situation.

Han siger også, at han researcher meget på virksomheder, før han sætter dem på gruppens blacklist.

TV SYD ville gerne have spurgt Ecco, hvad de mener om, at der oprettes Facebook-grupper, hvis mål er at lægge pres på dem. 

De har sendt TV SYD et skriftligt svar:

- Lad os gøre det helt klart - vi fordømmer krigen i Ukraine. Uden forbehold. Hvad der sker, er uacceptabelt og bombning af civile afskyeligt. Vi søger at leve op til vores værdier ved at tilbyde jobs til ukrainske flygtninge og økonomisk støtte. ECCO har efter mange overvejelser besluttet sig for nærværende at blive i Rusland. Det væsentligste formål er at sikre vore russiske medarbejderes tilværelse. De har ikke ønsket sig krigen, og mange ønsker den slut, som også vi gør det. Hvis vi forlod Rusland, ville det være ensbetydende med, at vores medarbejdere og deres familier, over 5000 mennesker, ville befinde sig på gaden. Det ville også medføre mange job-tab i ECCO Danmark og globalt.

Hvorfor betaler I ikke blot løn til de russiske ansatte og sender dem hjem?

- Den russiske regering har meddelt, at indstiller man sit virke, vil ens virksomhed blive nationaliseret - og så vil jobbene være tabt for evigt. Det er derfor ikke en løsning, skriver Ecco.