Far og søn var klar til generationsskifte, men så blev det 4. november

Far og søn var godt i gang med generationsskiftet, da regeringen meldte ud, at alle mink i Danmark skulle slås ned.

Fingrene glider let hen over den bløde, sølvgrå pels.

Kvaliteten på minkpelsen skal lige vurderes, inden den pakkes i papkasser.

Men Andreas Hindbo har ikke travlt, for snart er det slut, så han gør sig lige lidt ekstra umage med de sidste.

- Det må godt tage et par uger ekstra, siger han og stirrer ud i luften. 

Andreas og Peter Hindbo kommer nok ikke til at stå og nørde skind i fremtiden.
Andreas og Peter Hindbo kommer nok ikke til at stå og nørde skind i fremtiden.
Foto: Tais Tullin, TV SYD

Som så mange andre minkfarme i Danmark, har Peter og sønnen Andreas Hindbos minkfarm i Jordrup ved Kolding været et familieforetagende.

quote

Det var jo noget, jeg havde glædet mig meget over, at Andreas ville overtage virksomheden

Peter Hindbo, Jordrup

En virksomhed, der skulle gå i arv. Og Andreas Hindbo havde da allerede overtaget halvdelen af virksomheden. Generationsskiftet - der skulle været endeligt gennemført i 2022 - var dermed godt i gang.

Lige indtil 4. november 2020 - en dato som de danske minkavlere sandsynligvis vil huske for altid.

Her meldte statsminister Mette Frederiksen (S) ud, at alle danske mink skulle aflives, og snart fulgte morbide billeder af overfyldte massegrave.

quote

Jeg vil ikke sige, det er spildt, men det sætter nogle tanker i gang

Andreas Hindbo, Jordrup

Peter og Andreas Hindbo kan - sammen med tre andre minkavlere - for tiden opleves i rækken af tv-indslag og artikler, som TV SYD bringer under titlen 'Minkavlernes nye liv'.

Startede i 1988

To og en halv måned - og 25.000 aflivede mink senere - står far og søn tilbage og kan se deres livsværk smuldre.

Faderen startede minkfarmen i 1988, og det var på ingen måde tanken, at det skulle slutte her.

- Jeg havde glædet mig meget over, at Andreas skulle overtage virksomheden, og vi var godt i gang med generationsskiftet, og så kommer det her, lyder det fra Peter Hindbo.

I 2018 overtog Andreas halvdelen af virksomheden, så han kunne køres i stilling til at overtage det hele i 2022.

- Jeg vil ikke sige, det er spildt, men det sætter nogle tanker i gang om al den energi og kærlighed, man har givet det her erhverv, siger Andreas Hindbo.

Afslutter livsværk sammen

De medarbejdere, der var ansat på farmen, er fyret. Så nu er det kun far og søn, der går og får pelset de sidste skind for at få afsluttet deres livsværk sammen.

Mens de venter på en afklaring om erstatning for deres farm, vil de gøre den ren og klar til, at den eventuelt skal vurderes i forbindelse med ekspropriation. 

Én ting er sikkert. Minkbranchen er lukket ned indtil udgangen af 2021, og de to minkavlere tror ikke på, at de kommer til at have mink igen.

Andreas Hindbo er oprindeligt uddannet tømrer, så han håber nu, at han kan finde et job inden for dén branche.
Andreas Hindbo er oprindeligt uddannet tømrer, så han håber nu, at han kan finde et job inden for dén branche.
Foto: Tais Tullin, TV SYD

- Vi pakker selv skind og gør rent på farmen. Så går der et par måneder med det, og så begynder solen at stå lidt højere på himlen, og så ser det hele måske lidt lysere ud, siger Peter Hindbo.

Så er spørgsmålet, hvad der så skal ske. For selvom det kan se mørkt ud lige nu, så har far og søn begge planer.

Andreas Hindbo er nemlig oprindeligt uddannet tømrer i 2012, så han regner med at vende tilbage til dét fag. Far Peter håber, at kunne starte med at dyrke økologiske afgrøder.