Mogens Jensen: Ikke mit ministerium der foreslog at slå alle mink ned

Ifølge Mogens Jensen var det Justitsministeriet eller Sundhedsministeriet, der foreslog at aflive alle mink.

Det var ikke Mogens Jensen eller hans ministerium, der på det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november sidste år foreslog, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Det var derimod enten Justitsministeriet eller Sundhedsministeriet.

Det forklarer Mogens Jensen (A), der var blandt andet fødevareminister på det tidspunkt og deltog i mødet, for Minkkommissionen torsdag.

På mødet var der på forhånd i materialet beskrevet to modeller: En dvale af minkerhvervet hvor avlerne kunne beholde deres avlsdyr - eller en nedlukning af erhvervet.

Det var i bilagene til materialet også beskrevet, at begge dele ville kræve ny lovhjemmel.

Blå bog

Navn: Mogens Jensen.

Alder: 58 år.

Født: 31. oktober 1963 i Nykøbing Mors.

Bopæl: København.

Uddannelse: Fagbevægelsens lederuddannelse på LO-Skolen i Helsingør.

Politisk karriere:

  • 2005- : Folketingsmedlem for Socialdemokratiet. Har haft rolle som kulturordfører og medieordfører.
  • 2011-2013: Statsrevisor.
  • 2011-2012: Formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe.
  • 2012-: Næstformand for Socialdemokratiet.
  • 2014-2015: Handels- og udviklingsminister.
  • 2018: Næstformand i den socialdemokratiske gruppe i Europarådets Parlamentariske Forsamling (Pace).
  • 2019-2020: Minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling samt for nordisk samarbejde.


Erhverv:

  • 1982-1985: Uddannelsessekretær, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.
  • 1985-1986: Kulturkonsulent, Arbejdernes Oplysningsforbund.
  • 1986-1987: Ulandskonsulent, Arbejdernes Oplysningsforbund.
  • 1987-2005: Konsulent i Landsorganisationen i Danmark (LO), der efter nylig sammenlægning med FTF nu hedder Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).


Mogens Jensen (S) forklarede - ligesom andre tidligere har forklaret - at der på mødet i regeringens koordinationsudvalg blev lavet en helt tredje model: En aflivning af alle mink inklusive avlsdyr, men uden et efterfølgende forbud.

Torsdag ville formanden for Minkkommissionen, landsdommer Michael Kistrup, så gerne vide, hvem der kom med forslaget om den tredje model.

- Jeg kan simpelthen ikke huske, om det er noget, der kommer i den indledende forelæggelse fra Justitsministeriet, eller om det er Sundhedsministeriet, svarede Mogens Jensen.

Justitsminister Nick Hækkerup lå i de dage syg med corona. Han var med egne ord "helt ude af loopet". På mødet deltog hans departementschef Johan Kristian Legarth.

Fra Sundhedsministeriet deltog sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og hans daværende departementschef Per Okkels ifølge mails i Statsministeriet, som kommissionen tidligere har set.