Ny lov om F-35-kampfly vedtaget: Erstatning til beboere ligger fast

Folketinget har torsdag formiddag vedtaget den anlægslov, som skaber grundlaget for udbygning af Flyvestation Skrydstrup samt støjkompensation til beboere i området.

Et massivt flertal på Christiansborg stemte torsdag formiddag anlægsbevillingen til Flyvestation Skrydstrup igennem ved tredje behandlingen.

Regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance stemte for lovforslaget. Venstres Hans Chr. Schmidt, der er bosiddende i Vojens og valgt i Sydjyllands Storkreds, gik enegang i sit parti og stemte imod.

74 stemte for lovforslaget, 10 stemte imod og 11 hverken for eller imod. 

Med dagens beslutning er der nu skabt grundlag for, at Flyvestation Skrydstrup kan udbygges og være klar til, at de første af i alt 27 stk F-35 kampfly ankommer i 2023. 

Kompensation til 1.600 boligejere

Lovforslaget omfatter også en støjkompensationsmodel for mere end 1.600 boliger i området omkring Flyvestation Skrydstrup.

Partierne bag forsvarsaftalen er enige om at ville bruge i alt 250 mio. kroner på opkøb og støjisolering i Skrydstrup. 

Beboerne i 117 af de mest støjbelastede boliger får også et tilbud om, at staten opkøber deres huse. Et tilbud, der gælder i 10 år. Alternativt kan de vælge at få huset støjsikret, eller de kan vælge at få 140.000 kroner i hånden, som de kan bruge, som de vil.

I den gule zone ligger cirka 1.500 huse. De kan ikke få deres huse købt af staten. Deres muligheder er enten støjsikring eller at tage imod 70.000 kroner, som de kan bruge, som de vil.