Fredericianer tager over i udvalg efter formandsskifte
Da Bo Libergren (V) i sidste uge tog over som formand for regionsrådet i Region Syddanmark efter Stephanie Lose (V), blev formandsposten for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen ledig.
Den post sætter fredericianeren Pernelle Jensen (V) sig nu på.
Det har et enigt udvalg besluttet mandag. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.
Hun bestred også formandsposten i udvalget fra 20. marts til 31. juli i år, da Bo Libergren vikarierede som regionsrådsformand.
Den nye formand mener, at der bliver meget at tage fat på.
- Fra 1. februar 2024 hjemtager vi lægevagten om natten, og 1. januar træder den nye sundhedsaftale mellem region, kommuner og almen praksis i kraft – en aftale der har et stort og vigtigt fokus på børns og unges trivsel, udtaler hun.
Bo Libergren trækker sig desuden som menigt medlem af udvalget. Dette skal dog først godkendes af regionsrådet, der har næste møde 18. december.
Udover sit engagement i regionsrådet sidder 43-årige Pernelle Jensen i byrådet i Fredericia. Det har hun gjort siden 2010.