Oversigt

Lægemangel kan løses, men det koster penge

Der er en måde at løse problemet med manglende læger i yderområderne, og det er ekstra i lønningsposen. Det konkluderer lokal PLO-formand efter sundhedsstrukturkommissionens præsentation.

Udtalelsen kommer efter, at sundhedsstrukturkommissionen i dag kom med en række anbefalinger og modeller for, hvordan fremtidens danske sundhedsvæsen kan struktureres.

På den ene side lyder Regeringens opdrag til kommissionen, at deres forslag ikke måtte koste penge. På den anden side, sagde sundhedsminister Sofie Løhde, Venstre, på det efterfølgende pressemøde, at regeringen er rede til at betale, hvad det koster. Det er også nødvendigt, hvis man skal have læger ud i yderområderne, lyder det fra de privatpraktiserende lægers organisation, PLO, i Syddanmark.

- Hvis man giver unge læger et løntilskud, som de gør i Region Nordjylland, så hjælper det på lægemangelen, siger formanden Birgitte Ries Møller.

At sikre lægedækning i yderområderne er et af seks delmål i kommissionens rapport, geografisk og social lighed kalder de det.

- Det kan ikke gøres, uden at det koster penge, siger Birgitte Ries Møller.

Også ekstra kurser, for eksempel i ultralyd, og hjælp til at finde arbejde til ægtefæller ville hjælpe, mener PLO-formanden. Det kan også hjælpe at sikre, at lægerne kan holde deres ferie.

- Det kan være et problem at skaffe vikarer, når lægerne skal holde ferie, fortæller Birgitte Ries Møller.

Og så er det endda ikke ekstraudgifter i al evighed.

- Det er kun en overgang, indtil vi har læger nok. I 2024 til 2027 har vi en overproduktion af læger, og alle vores uddannelsesstillinger i Sydjylland er besat, fortæller PLO-formanden.