Bade- og fiskeforbud i fjord forlænges: - Det er sørgeligt, vi ikke får nogen information

Erhvervsdrivende ved Augustenborg Fjord har ikke fået direkte besked om fiskeriforbuddet og kritiserer kommunen for manglende information.

Henrik Lindholm Bodes lille fiskerbåd tikker roligt ud fra havnen i Augustenborg og ud i fjorden. I 34 år har han levet af at hive fisk op af Augustenborg Fjord, men for tiden er der ikke mange penge i fiskeriet. 

Da der udbrød brand på malingfabrikken Omnicon i Sønderborg tænkte Henrik Lindholm Bode i første omgang kun, at det var ærgerligt for virksomheden, der brændte. 

- Jeg synes, det er forfærdeligt for den virksomhed og dem, der ejer det. Det må være grusomt, siger han.

Men branden skulle også få konsekvenser for ham selv. I forbindelse med slukningen er kemikalier fra fabrikken nemlig skyllet ud i fjorden, og det har betydet, at Sønderborg Kommune sidste uge indførte bade- og fiskeriforbud i hele Fjorden. En information, som kommunen ikke har gjort sig umage med at fortælle Henrik Lindholm Bode. 

quote

Jeg hører om det ved min kollega inde i byen, der har en fiskeforretning.

Henrik Lindholm Bode, fisker i Augstenborg

- Jeg har ikke fået noget information. Det er lidt sørgeligt, når man har et erhverv, som er baseret på fjorden. Jeg hører om det ved min kollega inde i byen, der har en fiskeforretning, siger han. 

Et generelt problem

Det er ikke kun i sagen med Augustenborg Fjord, at myndighederne er sparsomme med informationerne, ifølge Danmarks Fiskeriforening. 

- Problemet er, at der ikke kommer en direkte information ud til brugerne af havmiljøet og til de aktører, som er aktive i havmiljøet, siger Kenn Skau Fischer, der er direktør i Danmarks Fiskeriforbund. 

quote

Der har været så mange interessenter og forhold i den her sag, så vi har simpelthen ikke fået det gjort.

Hanne Bruun, afdelingsleder Erhverv og Affald i Sønderborg Kommune

Han peger på, at en hurtig information kan hjælpe dem, hvis levevej afhænger direkte af kommunens og fødevarestyrelsens udmeldinger. 

- Erhvervsfiskerne har behov for at få informationen hurtigst muligt og så direkte som muligt, så de kan begrænse og justere deres fiskeri efter det, siger han.

I Ulkebøldam døde flere fisk allerede, mens efterslukningsarbejdet stadig var i gang.
I Ulkebøldam døde flere fisk allerede, mens efterslukningsarbejdet stadig var i gang.
Foto: Tue Wettergreen-Paltorp, TV SYD

Kommunen går med livrem og seler

I Sønderborg Kommune er man ikke uforstående overfor kritikken, men omstændighederne ved branden har gjort, at erhvervsfiskerne ikke har fået direkte besked.

- Det burde vi måske have givet dem, men der er så utroligt mange interessenter og andre forhold, vi har skullet forholde os til i den her sag, så vi har simpelthen ikke fået det gjort, siger Hanne Bruun, afdelingsleder Erhverv og Affald i Sønderborg Kommune.

Efter udslippet af oliesyrer og kemikalier fra fabrikken, blev der taget vandprøver. Det er nu mere end en uge siden, og svaret på, hvorvidt fisk fra fjorden er sikre at spise, lader vente på sig.

- Lige nu går vi med livrem og seler. Vi ved ikke, hvad der er i fjorden endnu. Vi venter på nogle analyseresultater, og så snart vi har dem kan vi vurdere situationen, siger hun. 

Afdelingsleder i Erhverv og Affald i Sønderborg Kommune Hanne Bruun forklarer, at kommunen endnu ikke kan give besked om, hvornår det er sikkert at spise fisk fra fjorden.
Afdelingsleder i Erhverv og Affald i Sønderborg Kommune Hanne Bruun forklarer, at kommunen endnu ikke kan give besked om, hvornår det er sikkert at spise fisk fra fjorden.
Foto: Tue Wettergreen-Paltorp, TV SYD

Mangler det fulde overblik

Der er flere ting fra storbranden, som kommunen endnu ikke har det fulde overblik over. Blandt andet, hvordan forureningen overhovedet er sluppet fra virksomheden og ud i den nærliggende Ulkebøldam og videre ud i fjorden. 

quote

Det virker jo som om, at de gør noget, men vi mangler bare information omkring det.

Henrik Lindholm Bode, fisker i Augstenborg

- Slukningsvandet skulle være endt i virksomhedens regnvandsbassin, men af en eller anden årsag blev det ledt videre til Ulkebøldam, siger Hanne Bruun. 

Præcis, hvad det er, der er sluppet ud i vandet, er heller ikke sikkert endnu. Kommunen har først har fået listerne over kemikalier brugt på fabrikken mandag, da virksomheden ikke har haft adgang til sine servere på grund af branden. 

Ifølge Henrik Lindholm Bode er det blandt andet den slags information, han gerne ville have haft. 

- Det virker jo som om, at de gør noget, men vi mangler bare information omkring det, siger han.