TV der bevæger dig

Tusindvis af elever kunne se hinandens CPR-numre

Fejl i studieplatform gjorde det muligt for elever på seks ungdomsuddannelser at søge på hinandens CPR-numre. Tre af uddannelserne ligger i TV Syds område.

Flere end 13.000 elever har kunnet søge hinandens CPR-numre frem. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Elever på seks ungdomsuddannelser har haft adgang til CPR-numre på deres medstuderende i studieplatformen Ludus. Det skriver mediet ITWatch.

De seks ungdomsuddannelser er Rybners i Esbjerg, Business College Syd - Mommark Handelsskole, Syddansk Erhvervsskole i Odense og Vejle, Herning HF og VUC, Herningsholm Erhvervsskole og Tradium i Randers.

Tilsammen har de seks skoler flere end 13.000 elever.

Læs også Advarer patienter: Brud på datasikkerheden i Region Syddanmark

CPR-numrene har ikke ligget frit fremme på en liste, men har kunnet søges frem, skriver ITWatch.

Ifølge Søren Sandfeld Jakobsen, der er professor ved CBS, er det i strid med lovgivningen, at elevernes personnumre har været søgbare.

- Når man udbyder en tjeneste, skal man sørge for, at andre ikke bare kan skaffe sig adgang til sådan en fortrolig oplysning, som et CPR-nummer er, siger han.

Ingen indikationer på misbrug

Firmaet bag platformen, DXC Technology, oplyser til ITWatch, at fejlen nu er løst.

Virksomheden oplyser samtidig, at man "ikke har nogen indikationer på, at sensitiv persondata er blevet kompromitteret eller misbrugt".

Læs også Frygter CPR-svindel: 95-årig uden internet fik regning for netshopping på 4.000 kr.

Hvordan fejlen kunne ske, og hvor længe søgefunktionen har været mulig, har virksomheden ikke ønsket at svare på over for mediet.

Det er it-kyndige elever fra uddannelsesinstitutionen Tradium i Randers, som ifølge ITWatch har fundet frem til fejlen og gjort deres skole opmærksom på problemet.

Datatilsynet oplyser, at man har taget kontakt til DXC Technology for at få forklaret omfanget af problemet og årsagen til det.

Mest sete på tvsyd.dk