Det flyder med dun og fjer i storkereden

Måske har du opdaget det? Der ligger ofte fjer og små dun og flyder i reden i Smedager. Det er der en rigtig god grund til. Begge storkeforældre skal nemlig nå at skifte hele fjerdragten, inden turen igen går til Afrika.

En toptunet og hel fjerdragt er rigtig god økonomi for en stork. Så enkelt er det. 

Derfor ligger der lige nu rigtigt mange fjer og dun i reden i Smedager, og man ser ofte Connie og Clyde sidde og pille sig i fjerene, når de ikke lige passer deres unger. 

De er nemlig ved at skifte hele fjerdragten ud med en ny.

quote

Lige nu kan de godt se lidt pjuskede ud, men når vi når til august og september, så ser vi de smukkeste storke med nye fjer over hele kroppen

Mogens Lange, storkeekspert, storkene.dk

- Helt simpelt handler det om, at storken er en langdistancetrækker og skal flyve mellem Sydafrika og Europa, som er en tur på op mod 13.000 kilometer, der ofte foregår i syv kilometers højde. Så jo mere hel og uden huller fjerdragten er, jo bedre flyver den og kan spare på energien og dermed føden på det lange træk, forklarer Mogens Lange fra storkene.dk.

Den smukkeste fjerdragt i sensommeren og klar til afgang

En stork vejer fra cirka treethalvt kg for de mindste og op til omkring fem kilo, så det er en tung fugl, der skal i luften. Ifølge storkeeksperten er den også en af de fugle, der yngler i  længst tid. Den bruger op til seks måneder i reden, fra æggene er lagt, til der er flyvefærdige unger i reden.

Derfor er det smart at skifte fjerene, mens den passer sine unger:

- Den skal lige nu kun flyve ud og hente føde og tilbage til sine unger. Det er ingen ting i forhold til, når den flyver på træk. Hvis fjerdragten ikke er i orden, når det store træk begynder, så skal den simpelthen baske mere med vingerne, siger Mogens Lange:

- Lige nu kan de godt se lidt pjuskede ud, men når vi når til august og september, så ser vi de smukkeste storke i topkondition og med helt nye og skinnende fjer over hele kroppen - helt klar til den lange flyvetur syd på.