Nu kan alle ukrainske flygtninge komme over grænsen

Et flertal af Folketingets partier vedtog i går en ny særlov, der blandt andet giver alle ukrainske flygtninge mulighed for at komme ind i Danmark.

Artiklen er opdateret med informationen om, at ukrainere har haft mulighed for søge nødvisum eller nødpas for at rejse ind i Danmark inden særloven. Dog har det ikke før særloven været muligt for ukrainere med et ældre pas at bruge Danmark som transitland. 

Ukrainere vil ikke længere blive afvist ved den danske grænse. Det fortæller udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) på et pressemøde torsdag formiddag.

Muligheden kommer som følge af en ny særlov, der skal hjælpe ukrainere til hurtigst muligt at få en normal hverdag i Danmark. Loven blev vedtaget af Folketinget onsdag.

Hidtil har det ikke været muligt for ukrainere med et ældre pas, der ikke er biometrisk, at blive lukket ind i Danmark, hvis de ikke ønskede at søge asyl, og det har medført kritik.

- Alle ukrainere er velkomne i Danmark. Døren er åben, og de bliver lukket ind i Danmark, hvis de har lyst til det, siger Mattias Tesfaye.

Særloven giver ukrainere mulighed for et midlertidigt ophold i Danmark på to år, hvor de har mulighed for at arbejde og gå i skole.

Giver mulighed for transit

Men særloven giver i praksis også ukrainere uden biometrisk pas mulighed for at bruge Danmark som transitland, så de kan rejse videre til eksempelvis Norge og Sverige. Det kræver, at man søger om midlertidig opholdstilladelse efter særloven, hvilket giver personen "procesuelt" ophold i fire uger. I det tidsrum kan vedkommende så vælge at begive sig mod eksempelvis Norge eller Sverige gennem Danmark.

Når ukrainske flygtninge med et ældre pas, der ikke er biometrisk, hidtil er nået til den dansk-tyske grænse, har de ikke haft mulighed for at komme ind i Danmark, medmindre de søgte asyl eller fik et nødpas eller søgte et nødvisum.

Hvad er et biometrisk pas?

Et biometrisk pas indeholder en chip, hvor der er informationer, som identificerer passets ejermand. Det er eksempelvis fingeraftryk eller ansigtsfoto.

I Danmark har alle nye udstedte pas siden 2006 været biometriske.

Syd- og Sønderjyllands Politi fortæller, at mange har benyttet sig af muligheden for at søge et nødvisum, men inden særloven var det ikke muligt for ukrainere at rejse gennem Danmark uden et biometrisk pas.

Det har betydet, at flere ukrainere har været strandet ved den dansk-tyske grænse, hvilket tidligere er blevet kritiseret af Flensborgs overborgmester Simone Lange.

- De mennesker, der flygter fra Putins frygtelige krig, fortjener solidaritet fra alle europæere, inklusive Danmark. Jeg er glad for, at den danske regering nu også forpligter sig til at åbne en vej for de berørte mennesker, siger hun efter særloven blev vedtaget onsdag.


Adgang til sygehuse og skoler

Særloven undtager ukrainske flygtninge fra de almindelige asylregler og skal give ukrainere hurtigere mulighed for adgang til sundhedsvæsenet, uddannelse, sociale ydelser og undervisning i den kommune, de kommer til at bo i.

Derudover giver særloven også ukrainere hurtigere adgang til det danske arbejdsmarked.

Normalt kan politiet også beslaglægge værdier fra asylansøgere såsom kontanter eller smykker, for at dække udgifterne til deres ophold på asylcenteret. Det er kendt som den såkaldte ’smykkelov’, og særloven undtager også ukrainske flygtninge fra den lov.

Partiet Frie Grønne stemte imod særloven, og Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Alternativet stemte hverken for eller imod.

Torsdag formiddag har 5.000 ukrainere indtil videre søgt om opholdstilladelse gennem den nye særlov.