Sex, opkast og bølge: Her er alle huereglerne, du skal kende

Du har fået huen på, studenterugen venter, men kan du alle huereglerne?

Artiklen har oprindelig været udgivet i juni 2017.

Du har forladt det grønne bord, den hvide studenterhue er solidt placeret på dit hoved, og du går rundt med et lettet og ubekymret ansigtsudtryk.

Forude venter fejringen af de seneste års slid - eller måske rettere fejringen af, at du ikke længere skal have dårlig samvittighed over de lektier, du ikke fik lavet. 

Men med til fejringen hører sig visse regler og traditioner, og vi giver dig her det vigtige overblik, så du er klar til at lade champagneproppen poppe og fejre dig selv og dine kammerater.

Held i huen

  1. Du må først tage studenterhuen på, når sidste eksamen er klaret. Det bringer uheld, hvis du gør andet.
  2. En signatur fra kammeraterne. I studenterhuens puld skal dine klassekammerater skrive deres signatur.
  3. Hilsner i puldet. Dine klassekammerater og venner skal skrive i huens puld. Det bringer held.
  4. Tænder i skyggen. Det bringer held, hvis dine venner bider i huens skygge. Særligt hvis aftrykket af deres gebis bliver siddende.

Druk og opkast i huen

  1. De store og små hoveder. Det største og mindste hattemål skal give en kasse øl til klassen.
  2. Gode og dårlige karakterer. Studenten med klassens henholdsvis højeste og laveste gennemsnit skal give en kasse øl til klassen.
  3. Ølkapsel som kvast / firkant i svedbåndet. Drikker du en kasse øl indenfor 24 timer, må du få en ølkapsel som kvast, men du skal have en firkant i svedbåndet.
  4. En trekant i svedbåndet. Ser du solopgangen efter en festlig nat, skal du klippe en trekant i huens svedbånd.
  5. Klippe et hus i svedbåndet. Du skal kombinere de to sidste regler, hvis du formår både at drikke en kasse øl indenfor 24 timer og se solopgangen. Så skal du altså klippe en trekant oven på en firkant i svedbåndet.
  6. Brug studenterhuen som ølkrus. Kommer du til at tisse lidt i bukserne efter at have drukket alkohol, skal du bruge studenterhuen som ølkrus.
  7. Opkast giver et hak. Hvis du er nødt til at råbe på "uuuuulrik" i kummen, skal du have et hak i skyggen på studenterhuen.
  8. Skyggen ryger ved udpumpning. Har du drukket så meget, at du ender til udpumpning, skal skyggen på din hue fjernes.

Kærlighed og sex i huen

  1. Kys og få en firkant. Hvis du kysser en person, du ikke tidligere har kysset med, giver det en firkant i huens svedbånd.
  2. Din elskers navn i huen. I midten af huens puld ved siden af den sidste eksamenskarakter skal du skrive navnet på din kæreste eller elsker.
  3. Frække aftaler. Alle dine frække aftaler skal skrives på indersiden af huens svedbånd.
  4. Metalknapper fjernes. Slår din kæreste op med dig, skal du skære metalknapperne på siden af studenterhuen af.
  5. En kokarde i nakken. Hvis du scorer mere end fem telefonnumre på en aften, skal du vende huens hvide yderbetræk, så kokarden (det kan eksempelvis være et kors) sidder i nakken.
  6. Kys med en af samme køn. Hvis du finder en af samme køn at kysse med, skal du vende kokarden på hovedet.
  7. Scor en af samme køn. Hvis du går skridtet videre og scorer en af samme køn som dig, skal huens kokarde fjernes helt.
  8. Sex med huen. Hvis du dyrker sex med huen på, vinder du retten til at klippe et lyn i huens svedbånd.
  9. Sex med kæresten. Hvis du har sex med din kæreste, der også har hue på, må du opgradere lynet til et hjerte i studenterhuens svedbånd.
  10. Scor en lærer. Hvis du scorer en af dine lærere, skal du fjerne huens hvide yderbetræk.
  11. Scor sygeplejersken til udpumpning. Hvis du ender til udpumpning eller på anden vis kommer til skade, og du formår at score sygeplejersken eller lægen, der hjælper dig, skal din stormrem rives af.
  12. Beundrere skriver i læderkanten. Huens læderkant er forbeholdt hilsner fra personer, som er lune på dig.

Bølgen og karakteren i huen

  1. Hop i vandet med huen. Svedbåndet i studenterhuen skal have et bølgetegn, hvis du hopper i havet eller i en havn med huen som eneste påklædning.
  2. Karakteren i midten. Din sidste karakter skrives i midten af hattens puld.
  3. Hageremmen i brug. Hvis du får 02 til den sidste eksamen, så skal du bruge studenterhuens hagerem.
  4. 12 – og en løbetur. Scorer du til gengæld den højeste karakter, skal du løbe efter vognen indtil det første stop.
  5. Vågen 24 timer i træk. Formår du at holde dig vågen i mere end et døgn, skal du vende studenterhuen omvendt.