Strikkegarn i lange baner: - 2020 har været det vildeste år

Den ekstra tid derhjemme har betydet, at garnbutikkerne har travlt med at sende garn afsted med posten, så danskerne kan strikke.

Det er populært at strikke. Sådan har det lydt flere gange i løbet af de seneste år.

Men coronaen har for alvor sat gang i danskernes lyst til at slå masker op og strikke derudaf.

Flere af de syd- og sønderjyske garnbutikker, som TV SYD har været i kontakt med, oplever travlhed.

quote

Det er gået helt amok.

Dorte Lockdahl, indehaver, Fru Hyasinth

Blandt andet hos garnbutikken Fru Hyasinth fra Bramming. Her har man oplevet en fordobling i salget af garn.

- Det er gået helt amok. Det går forrygende, så vi har ikke noget at klage over, lyder det fra Dorte Lockdahl, der er indehaver af Fru Hyasinth.

Selvom det allerede var populært at strikke, så mener hun alligevel, at hun - ved at kigge på kundesegmentet - kan sige, at coronaen har spillet ind.

- Der er mange, der ringer og spørger om hjælp, inden de starter. Og det indikerer, at det er nogen, der ikke er vant til at strikke. Så jeg tror, det er nye strikkere. Men jeg kan også se, at der er mange kunder, der vender tilbage, siger Dorte Lockdahl.

Hos hende er det særligt uld, alpaca- og mohair-garn og store strikkepinde, der er populært. Med store strikkepinde er det nemlig let for den, der strikker, at se fremskridt ret hurtigt.

Christel Seyfarth driver sin egen webshop med garn. Hendes salg er steget markant under coronaen.
Christel Seyfarth driver sin egen webshop med garn. Hendes salg er steget markant under coronaen.
Foto: Wasabi Film
quote

Jeg har solgt til hele verden. Både Hawaii, Saudi Arabien og Syd Korea.

Christel Seyfarth


Salg til hele verden

Christel Seyfarth fra Fanø har i mange år solgt garn til både ind- og udland gennem sin webshop. Også hun har mærket coronaens positive påvirkning på salget.

- 2020 har været det vildeste år, jeg nogensinde har oplevet. Jeg har solgt til hele verden. Både Hawaii, Saudi Arabien og Syd Korea, siger Christel Seyfarth, der også arrangerer den årlige Fanø Strikkefestival, der dog blev corona-aflyst sidste år.

Hun vurderer selv, at salget på hendes webshop er steget med 200 procent under coronaen. Når hun taler med kolleger inden for branchen, siger de det samme.

- Det er det, man hører. Det har jo nok noget at gøre med, at man lige pludselig har god tid til at sætte sig ned, og så skal man have noget at bruge tiden på, siger Christel Seyfarth.

Webshop blev redning

Hos garnbutikken Flittiglise, der har afdelinger i Vejers og Esbjerg, startede indehaveren sin webshop op i juni, fordi hun kunne se, hvor det bar hen. Det er hun glad for, hun gjorde.

- Den hjælper mig igennem coronaen nu, lyder det fra Karin Hørkilde fra Flittiglise.

Hun har svært ved at sige, om coronaen har sat gang i danskernes strikkelyst, fordi hun først fik startet webshoppen midt i pandemien, så hun har ikke noget at sammenligne med.

quote

Det havde været op ad bakke, hvis ikke jeg havde haft min webshop.

Karin Hørkilde, indehaver, Flittiglise

Men hun er ikke i tvivl om, at hun ville have solgt mere, hvis hun havde haft sine fysiske butikker åbne.

- Men jeg vil sige, at jeg skal ikke hen at søge nogle hjælpepakker, for der er ingenting til mig alligevel, for så skidt går det heller ikke. Men det havde været op ad bakke, hvis ikke jeg havde haft min webshop, siger Karin Hørkilde.