Sunde og raske virksomheder falder på stribe - og det bliver endnu værre, forudser ekspert

Efter en stribe år med meget få konkurser er krisen begyndt at kradse i det syd- og sønderjyske erhvervsliv.

Hvad der begyndte som en mindre konkursbølge i byggeriet for nogle måneder siden har spredt sig til langt flere brancher.

Nu er det også bageren på hjørnet, den lokale restaurant og mange flere små virksomheder, der mærker den triste udvikling.

quote

Købelysten er styrtdykket. Forbrugerne køber ikke kaffe på caféen, og i stedet for slagteren går de i Netto

Lasse Lundqvist, konsulent hos SMVdanmark

Tal fra Danmarks Statistik viser, at 77 virksomheder i Syd- og Sønderjylland samt Horsens og Hedensted gik konkurs i oktober i år. I samme måned sidste år var tallet 36.

Tabellen herunder viser antallet af konkurser i oktober 2021 og 2022.

KommuneOktober 2021Oktober 2022
Haderslev12
Billund22
Sønderborg25
Tønder04
Esbjerg36
Fanø20
Varde13
Vejen20
Aabenraa39
Fredericia43
Horsens617
Kolding410
Vejle410
Hedensted26
I alt:3677
Danmarks Statistik

Tre årsager

Lasse Lundqvist, der er konsulent hos SMVdanmark, fortæller, at der primært er tre årsager til det stigende antal konkurser.

- Coronakrisen har gjort, at mange af de små og mellemstore virksomheder er økonomisk tyndslidte. De har brugt deres likviditet til at klare sig igennem, og nu står de måske med et moms- eller skattelån med dyre renter, forklarer han.

Energikrisen får pladsen som årsag nummer to. For mange virksomheder betyder det regninger, som er mangedoblet og dermed en markant ekstraudgift oven i renterne.

- Desuden rammer inflationen også alle forbrugerne. Købelysten er styrtdykket. De køber ikke kaffe på caféen, og i stedet for slagteren går de i Netto, nævner Lasse Lundqvist som tredje årsag.

Opråb til politikerne

For konkurserne i Syd- og Sønderjylland kan Lasse Lundqvist ikke pege på nogle særlige karakteristika.

Dog er fællesnævneren, at langt de fleste har været sunde og raske virksomheder, som var velfungerende, indtil corona ramte.

quote

En måde at afhjælpe denne situation kunne være at udskyde tilbagebetaling af statslige coronalån

Lasse Lundqvist, konsulent hos SMVdanmark

I Syd- og Sønderjylland drejer det sig om 42 jobs i oktober 2021, mens det i oktober 2022 er 218 jobs, som er tabt ved de erklærede konkurser.

Tabellen herunder viser antallet af tabte jobs, som konkurserne har ført med sig.

KommuneOktober 2021Oktober 2022
Haderslev08
Billund018
Sønderborg027
Tønder02
Esbjerg535
Fanø10
Varde114
Vejen10
Aabenraa148
Fredericia232
Horsens721
Kolding314
Vejle028
Hedensted01
I alt:42218
Danmarks Statistik

Lasse Lundqvist fremhæver endnu en forklarende faktor, nemlig den indbyrdes afhængighed blandt virksomhederne.

- Virksomhedernes økonomi er filtret godt sammen, så når først den ene går konkurs, er der stor sandsynlighed for, at flere følger med. Hvis én falder, har det betydning for dem, de arbejder sammen med, for eksempel en underleverandør, siger han.

At netop den kædereaktion udvikler sig, frygter de hos SMVdanmark.

Lasse Lundqvist forudser en dyster fremtid og forklarer, at en kold vinter og stigende energipriser kan få konkurserne til at udvikle sig som en snebold, og derfor har SMVdanmark et opråb til politikerne.

- En måde at afhjælpe denne situation kunne være at udskyde tilbagebetaling af statslige coronalån. Det, mener vi, ville kunne afbøde mange konkurser ved at give virksomhederne ro til at tjene de penge, som de skal bruge til at betale lånene tilbage, siger han.