Oversigt

To turistmål tildelt 59 millioner kroner

To sydjyske turistattraktioner er blevet tildelt en pulje penge til udvikling og investeringer af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Naturpark Lillebælt med Middelfart, Fredericia og Kolding kommuner har fået 29.336.598,37 kroner. De knap 30 millioner skal gå til investeringer i infrastrukturen. Der er tale om Krigsminde i Fredericia, Skamlingsbanken i Kolding og Middelfart Havn. 

Naturpark Lillebælt kalder projektet for: "Investeringer i infrastruktur til flere bæredygtige besøg i Danmarks største naturpark".

Hedensted Kommune har ligeledes fået 30 millioner kroner til bæredygtig udvikling af turistbyen Juelsminde. De tildelte penge skal bruges til at forny havneområdet og storstranden i Juelsminde. Fornyelsen skal give besøgende lyst til at opholde sig i områderne samt binde lystbådehavnen, bymidten og stranden bedre sammen. 

- Turisme er en dansk succeshistorie, og den skal vi bygge videre på. Derfor har vi brug for flere investeringer i dansk turisme, særligt uden for de store byer, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse. 

Kommunerne har kunnet ansøge om at være med i puljen af 110 millioner kroner. 

Derudover har Lemvig og Lolland kommuner fået en del af pengene.