Tørke og hedebølge føjes til liste over trusler mod Danmark

Fire ud af 14 risikofaktorer er relateret til vejret i seneste udgave af Beredskabsstyrelsens risikovurdering.

Storme og orkaner, ekstreme mængder regn, oversvømmelser, hedebølger og tørke.

Fire ud af 14 risikofaktorer for det danske samfund kommer fra vejret. Det fremgår af en opdateret risikovurdering, som Beredskabsstyrelsen står bag.

Styrelsen udgiver hvert femte år en oversigt over risikoscenarier, der kan koste dyrt i form af materielle ødelæggelser og tab af menneskeliv.

Senest er hedebølger og tørke blevet tilføjet listen, forklarer direktør Laila Reenberg, Beredskabsstyrelsen.

- Vi kan se, at tørre somre og våde vintre er nogle af konsekvenserne af klimaforandringerne.

- I sommeren 2018 havde vi en meget tør sommer fra maj til august med store konsekvenser i form af naturbrande og overdødelighed, siger hun.

Der var 2.000 naturbrande - tre gange så mange naturbrande som på en normal sommer.

Branden i Lundgård Plantage udbrød i maj 2018. Fotoarkiv.
Branden i Lundgård Plantage udbrød i maj 2018. Fotoarkiv.

Varmen medvirkede til, at der døde 250 flere end forventet hen over sommeren.

I Syd- og Sønderjylland udbrød der både i maj og juli måneder i 2018 omfattende naturbrande i både i Lundgård Plantage og senere på sommeren i Frederikshåb Plantage. Brandene udbrød på grund af den ekstreme tørke. Begge plantager ligger tæt på Billund.

'Mosespyd' - nyt våben ved naturbrande

Det har blandt andet medført en nyanskaffelse i Beredskabsstyrelsen, der assisterer de kommunale beredskaber ved eksempelvis større brande:

- I Beredskabsstyrelsen har vi for eksempel indkøbt det, vi kalder mosespyd. Det er spyd med huller i, som man kan stikke ned i tørvelag i undergrunden. Så kan man tilføre vand og slukke ild under jorden, siger Laila Reenberg.

Af risikovurderingen fremgår, at ekstremt vejr vil optræde med øget hyppighed de kommende år.

Også vandet 'truer' os

- De forventede temperatur- og vandstandsstigninger vil alt andet lige betyde flere episoder med oversvømmelser fra havet, skybrud, kraftig regn og koblede nedbørshændelser, hedder det.

Beredskabsstyrelsens risikovurdering udspringer af en folketingsbeslutning fra 2002 om at kortlægge sårbarheder i samfundet og den civile sektors beredskab.

Den lille landsby Fole blev pludselig oversvømmet i sommeren 2021, da massive mængder regn fik omkringliggende vandløb til at svømme over. Fotoarkiv
Den lille landsby Fole blev pludselig oversvømmet i sommeren 2021, da massive mængder regn fik omkringliggende vandløb til at svømme over. Fotoarkiv
Foto: Brian Vestergaard Jensen

Hændelser, der er relateret til krig og sikkerhedspolitiske konflikter - som den igangværende krise mellem Rusland og Ukraine - er således ikke medtaget.

- Men når vi eksempelvis ser på konflikten i Ukraine, kan det godt have nogle afledte effekter, der kan påvirke for eksempel risikoen for cyberangreb eller forsyningssikkerheden herhjemme, siger Laila Reenberg.

Cyberhændelser er således nævnt som en af de 14 risikofaktorer, ligesom det også var i den forrige udgave.

Center for Cybersikkerhed advarede forleden om, at danske virksomheder og myndigheder bør tage sig i agt i forhold til cyberangreb relateret til Ukraine-konflikten.