Endnu en afsked for Venstre i Tønder: Næstformand og samlet vælgerforening trækker sig

Næstformand i Venstres kommuneforening i Tønder og formand for vælgerforening i Toftlund, Lisbeth Bang Pedersen, trækker sig fra begge poster.

Søndag forlod byrådsmedlem i Tønder Kommune, Allan Skjøth, partiet Venstre. Nu har en anden Venstre-profil - sammen med en hel vælgerforening - valgt at fratræde sine poster.

Lisbeth Bang Pedersen, der både stod som næstformand i Venstres Kommuneforening og som formand for vælgerforeningen i Toftlund, har trukket sig.

quote

Grundlæggende foregår der ting i mit parti, jeg ikke kan stå inde for.

Lisbeth Bang Pedersen

Mangel på fælleskab

Lisbeth Bang Pedersen meddelte sin fratrædelse fra posten som næstformand til kommuneforeningens bestyrelse fredag. I brevet skrev hun blandt andet, at hun mener, Venstre i Tønder Kommune mangler en fællesskabsfølelse.

- Grundlæggende foregår der ting i mit parti, jeg ikke kan stå inde for, forklarer Lisbeth Bang Pedersen til TV SYD. 

Hun fortæller, at hun blandt andet har oplevet ikke at blive orienteret i den grad, hun forventer, og at aftaler ikke er blevet overholdt.

Derudover mener hun, at kommuneforeningsformand, Kim Tygesen, har givet borgmesterkandidat for Venstre i Tønder, Martin Iversen, for meget magt.

Det kan kommuneforeningsformanden dog ikke genkende:

- Vi kan slet ikke kende den kritik, hun kommer med, siger han.

- Det må bero på øjnene, der ser.

Ingen bestyrelse i Toftlund

Lisbeth Bang Pedersen træder også af som formand for vælgerforeningen i Toftlund - et formandskab hun har haft siden 2018.

De resterende bestyrelsesmedlemmer i vælgerforeningen har også valgt at trække sig, og derfor står Venstres vælgerforening i Toftlund nu helt uden bestyrelse.

Næste generalforsamling er den 10. maj, oplyser Lisbeth Bang Pedersen.

Skal bare være menigt medlem

Da Venstres borgmesterkandidat til kommunalvalget i Tønder Kommune skulle vælges i juni sidste år, støttede Lisbeth Bang Pedersen op om nuværende borgmester Henrik Frandsen, der efterfølgende har forladt Venstre og stiftet Tønder Listen.

Lisbeth Bang Pedersen afviser dog, at hun har planer om at skifte til Tønder Listen. Heller ej at hun følger i byrådsmedlems Allan Skjøths fodspor og tilslutter sig Borgerlisten. Hun bliver i Venstre, som hun har været medlem hos i over 15 år:

- Jeg skal være menigt medlem, så længe det giver mening, afslutter hun.

Splittelsen i Venstre Tønder

18. juni 2020: Nuværende borgmester i Tønder Kommune, Henrik Frandsen, vrages som spidskandidat for Venstre til kommunalvalget i 2021. Udfordreren Martin Iversen bliver ny spidskandidat.

20. juni 2020: Som en direkte konsekvens af splittelsen trækker Philip Tietje sig som folketingskandidat i Tønder-kredsen.

14. oktober 2020: Borgmester Henrik Frandsen forlader sammen med seks af Venstres 14 byrådsmedlemmer partiet og danner Tønder Listen. De seks andre kandidater er: René Andersen, Daisy Dahl, Irene Holk Lund, Bo Jessen, Anita Uggerholt Eriksen og Karl Henning Clausen.

25. april 2021: Byrådsmedlem Allan Skjøth fra Toftlund, der opnåede femte-flest Venstre-stemmer ved seneste valg, skifter med øjeblikkelig virkning til Borgerlisten. Borgerlisten stillede første gang op til valg i 2017. Ved det kommende kommunalvalg 16. november indgår Borgerlisten i valgforbund med De Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten.

26. april 2021: Lisbeth Bang Pedersen, næstformand i Venstres kommuneforening i Tønder og formand for vælgerforening i Toftlund, træder af. Det samme gør hele bestyrelsen i vælgerforeningen i Toftlund.