Flere tusinde motionister kører Tour-ruten

Den 3. juli drøner Tour de France-feltet fra Vejle til Sønderborg. Søndag var der en slags generalprøve, da flere tusinde cykelmotionister testede ruten.

Søndagen står i cyklingens tegn, når omkring 2.700 jernheste indtager cykelstier og landeveje mellem Vejle og Sønderborg.

Dagen igennem har de mange deltagere mulighed for at afprøve den rute, som Tour de France-rytterne skal igennem den 3. juli - sådan da.

For dagens prøvekaniner må "nøjes" med cykelstier og landeveje, der ikke er spærret af i dagens anledning. Men ikke desto mindre bliver det en stor cykeldag i landsdelen.

- Jeg har glædet mig helt vildt. Jeg vil sige, det er Sønderjyllands næststørste cykelevent i år - kun overgået af når Tour-feltet kommer forbi, siger Jan Johansen, der er direktør og eventchef hos Kultur i Syd.

Jens Ove og Heidi har selv skåret prikkerne på huset af rød folie. Nu håber de bare, de sidder godt nok fast til den 3. juli.
Jens Ove og Heidi har selv skåret prikkerne på huset af rød folie. Nu håber de bare, de sidder godt nok fast til den 3. juli.

Huset er klædt på til Tour-fest

Langs dagens rute, i Diernæs, ligger Jens Ove Nielsens og Heidi Bocks hvide hus. Det plejer det i hvert fald at være. I dagens anledning har det fået røde prikker, så det matcher den prikkede bjergtrøje, mange forbinder med Tour de France.

- Vi synes, der skal gøres noget ekstra ud af det. Det er jo once in a lifetime, at så stor en begivenhed som Tour de France kommer forbi. Det ville vi gerne være en del af, fortæller de.

Prikkerne er lavet af rød folie, som parret selv har klippet ud. Nu er de sat op - så er spørgsmålet, hvor længe de bliver siddende på husets facade.

- Og så håber vi, at prikkerne holder til den 3. juli, griner parret.

Fest i Sønderborg

Starten gik søndag morgen klokken otte i Vejle. Dagen igennem har ryttere kunnet støde til flere steder langs ruten, hvis hele turen fra Vejle til Sønderborg er for stor en mundfuld.

Når cyklisterne søndag eftermiddag når i mål i Sønderborg, så venter der dem en festklædt Mølleparken. Her er masser af aktiviteter, musik og tidligere professionelle cykelryttere, der debatterer 3. etape af dette års Tour de France.

- De kan godt glæde sig. Det bliver stort, når dagens ryttere rammer Sønderborg, lover Jan Johansen fra festpladsen.