Lars Boje-skandale tvinger Vermund til at stille op igen ved næste folketingsvalg

Partistifter og tidligere Nye Borgerlige-formand Pernille Vermund stiller op igen ved næste folketingsvalg.

OPDATERES...

Partistifter og tidligere Nye Borgerlige-formand Pernille Vermund stiller op igen ved næste folketingsvalg.

Det siger hun i et interview med TV 2 mandag.

- Jeg træder ikke ind igen (i Nye Borgerlige, red.) for at være karrierepolitiker, men når pligten kalder, så træder man til. Sådan er jeg opdraget, og det er det, jeg gør nu.

Vil det sige, at du også stiller op igen ved næste folketingsvalg?

- Ja, det vil det.

Voldsom afpresning

Meldingen kommer efter en række turbulente dage i Nye Borgerlige, der har medført en dramatisk ekskludering af partiformand Lars Boje Mathiesen.

Nye Borgerlige har siden folketingsvalget i november sidste år mistet tre af seks folketingsmedlemmer. 

Få et overblik over partiets situation her:

  • 7. november 2022: Seks dage efter folketingsvalget forlader folketingsmedlem Mette Thiesen Nye Borgerlige. Hun fortsætter i Folketinget som løsgænger. Den 6. februar 2023 melder hun sig ind i Dansk Folkeparti.

  • 10. januar 2023: Pernille Vermund meddeler, at hun stopper i Folketinget efter næste folketingsvalg, og at hun vil stoppe som Nye Borgerliges formand senest efter partiets næste årsmøde til efteråret.

  • 18. januar 2023: Nye Borgerliges næstformand, Peter Seier Christensen, meddeler, at han vil træde tilbage fra sin post, når partiet 7. februar afholder ekstraordinær generalforsamling.

  • 24. januar 2023: Folketingsmedlem Mikkel Bjørn forlader Nye Borgerlige og melder sig ind i Dansk Folkeparti. Det sker i utilfredshed med, at Lars Boje Mathiesen skal være ny formand.

  • 7. februar 2023: Folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen bliver valgt som formand. Byrådsmedlem Henriette Ergemann bliver næstformand.

  • 20. februar 2023: Henriette Ergemann trækker sig som næstformand. Det sker efter en mediestorm, hvor hun blandt andet er blevet kritiseret for voldsomme udtalelser om coronahåndteringen.

  • 9. marts 2023: I en mail til Nye Borgerliges medlemmer skriver Jesper Hammer fra partiets hovedbestyrelse, at Lars Boje Mathiesen stopper som formand, og at han er blevet ekskluderet fra partiet og folketingsgruppen.

  • 10. marts 2023: Pernille Vermund oplyser i en mail til partiets medlemmer, at hun er parat til at vende tilbage som formand.

  • 13. marts: Pernille Vermund siger til TV 2 News, at hun genstiller til Folketinget ved næste valg.

Kilde: Ritzau

Af partiets hovedbestyrelse beskyldes den nu fyrede formand for afpresning blandt andet i form af et krav på mere end 2,6 millioner kroner i en uopsigelig kontrakt på fire år for at blive på formandsposten.

Selv kalder Lars Boje Mathiesen anklagen for "pinlig" og "usand", men uanset hvad der er op og ned i sagen, har det været "meget ubehageligt" at overvære, siger Pernille Vermund til TV 2.

Det skyldes blandt andet, at det økonomiske krav ifølge Vermund er i direkte strid med Nye Borgerliges dna – kritik af politikeres frås med penge.

- Og derfor er jeg selvfølgelig også glad for, at det er en helt enig hovedbestyrelse, der har sagt nej til de her ret voldsomme krav og også den afpresning, det endte med at være til sidst, siger Pernille Vermund.

Pernille Vermund er medstifter af partiet Nye Borgerlige og har siddet i Folketinget siden folketingsvalget 2019, valgt i Sydjyllands Storkreds. 

Ved folketingsvalget i 2022 fik Pernille Vermund 15.375 stemmer. Dermed er hun den politiker i Sydjyllands Storkreds den, der fik flest stemmer af alle kandidater.