Oversigt

Flygtningemuseum modtager fornem hæder

Lørdag aften uddelte European Museum Academy årets priser for 'excellent museumsformidling' ved et stort arrangement i Rumænien i byen Timisoara, der er europæisk kulturhovedstad 2023.

Her fik Museet FLUGT, der er en del af Varde Museerne, den prestigefyldte Luigi Michelletti Award, skriver Varde Museerne på deres Facebookside.

Prisen er uddelt med følgende begrundelse:

"Det er det første museum i Europa, der er dedikeret til flygtninge. At gå til sådan en opgave er vanskeligt og risikabelt af kulturelle og politiske årsager, og vores danske kolleger har haft modet til at koble flygtninge den gang med flygtninge i dag – deres perspektiv er ikke begrænset til fortiden. Men for at sige det på en anden måde, så fokuserer de på nutiden, fordi de tager udgangspunkt i den historiske arv. At flygte fra krig er en nutidig virkelighed. Museet placerer sig på et nationalt plan: det er et museum om flygtninges historie i Danmarks historie knyttet til hele verden. En værdig vinder."

Museet ligger i Oksbøl, hvor Danmarks største flygtningelejr med op mod 35.000 tyske flygtninge i efterkrigstiden lå.

FLUGT blev, efter en omfattende renovering med arkitekt Bjarke Ingels i spidsen, indviet i sommeren 2021 af dronning Margrethe.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.