Når kæresten bor på plejehjem: Nu kan Ragnhild endelig kysse Bruno igen

Plejehjemmene genåbnede i dag torsdag. Nu kan alle komme for at besøge beboerne, men frygten for at få Covid-19 ind på plejehjemmene er blevet større.

- Jeg glæder mig meget til at give ham et rigtigt knus. Det er længe siden, siger Ragnhild Nordahl Jensen.

Kvinden, der bor i Gredstedbro ved Ribe, har gennem coronakrisen kørt de 45 minutter til Ansager for der at besøge sin kæreste Bruno Jørgensen på byens plejecenter.

- Men det var jo mærkeligt, for vi skulle sidde i et bestemt besøgsrum med plexiglas mellem os. Og vi måtte kun være sammen i tre kvarter. Det er meget at køre så langt for det, fortæller den 86-årige pensionist.

Men Ragnhild Nordahl Jensen klager ikke. Tværtimod. 

- Jeg ved jo udmærket godt, at plejecentret ikke har gjort det for at genere os men for at passe på ham. Og det har de gjort til UG, synes jeg. 

Det bliver godt igen, står der på skiltet på Bruno Jørgensens bord. Nu er første skridt taget mod normale tider på plejehjemmene. 
Det bliver godt igen, står der på skiltet på Bruno Jørgensens bord. Nu er første skridt taget mod normale tider på plejehjemmene. 
Foto: Finn Grahndin

Det første knus

Men nu til det første knus. Og hendes 77-årige kæreste synes ikke at gøre modstand. 

- Det er dejligt. Det er jo tre måneder siden, vi har kunnet give hinanden et knus, siger en rørt Bruno Jørgensen.  

Det første kys - efter tre måneder. Både Bruno Jørgensen og Ragnhild Nordahl Jensen var rørte over at se og mærke hinanden igen.
Det første kys - efter tre måneder. Både Bruno Jørgensen og Ragnhild Nordahl Jensen var rørte over at se og mærke hinanden igen.
Foto: Finn Grahndin

Åbningen af plejehjemmene sker efter en lang periode, hvor risikoen for smitte med coronavirus har gjort det nødvendigt først at lukke og siden begrænse muligheden for fysiske besøg på plejehjemmene. Noget, der har været svært for både de ældre beboere og deres pårørende. 

Men en ny bekendtgørelse lemper regeringen nu på restriktionerne. Nu kan beboerne få besøg både ude og inde på plejehjemmene, lige som deres gæster ikke længere skal bestille tid, før de kommer på besøg.

Politiker: Pas nu på!

På Ansager Plejecenter følger man Sundhedsstyrelsens anbefalinger om hygiejne og adfærd.  Det betyder, at gæster skal ringe på døren for at blive lukket ind, og de vil blive tilbudt mundbind og skal bruge håndsprit ved indgangen. Derudover skal besøgene helst foregå i beboernes egne boliger eller udendørs. 

Tina Agergaard Hansen, formand for udvalget social og sundhed, glæder sig over at plejehjemmene åbner igen. Men følelserne er blandet med en bekymring over den større risiko fro at få smitten ind på plejehjemmene.   
Tina Agergaard Hansen, formand for udvalget social og sundhed, glæder sig over at plejehjemmene åbner igen. Men følelserne er blandet med en bekymring over den større risiko fro at få smitten ind på plejehjemmene.   
Foto: Stefan Jørgensen, TV SYD

- Det er så vigtigt, at vi ikke får én eneste beboer, der bliver smittet. Der har været ulykkelige eksempler på, hvad der sker, hvis smitten kommer inden for på et plejehjem. Så vi understreger på alle måder, at gæsterne skal tage hensyn og følge anbefalingerne, siger formanden for udvalget Social & Sundhed i Varde kommune, Tina Agergaard Hansen, Dansk Folkeparti.  

De ansatte kan nu blive testet på mistanke om sygdom, og pr. 1. august skal de testes hver 6. uge. Det er en aftale, der er indgået mellem regeringen og KL, Kommunernes Landsforening.

- Det er godt, for det giver en tryghed og en vished, sigver Tina Agergaard Hansen. 

Nu bliver de ansatte på plejehjemmene i Varde Kommune blive testet på en mistanke om Covid-19. Nu vil de snart blive testet regelmæssigt.
Nu bliver de ansatte på plejehjemmene i Varde Kommune blive testet på en mistanke om Covid-19. Nu vil de snart blive testet regelmæssigt.
Foto: Finn Grahndin

En festdag - med regler

På Ansager Plejecenter er humøret højt. For især beboerne og deres pårørende er torsdag den 2. juli en festdag. Selv om der stadig er en række regler for de besøgende. 

- Vi vil meget gerne have, at de besøgende begrænser sig til ganske få ad gangen. De kan endnu ikke bruge vores fællesrum, men må besøge beboeren i lejligheden. De besøgende må meget gerne holde afstand og afspritte beboerens lejlighed efter besøget.  Det er selvfølgelig meget vigtigt, at vi passer på vores ældre medborgere, siger teamleder på Ansager Plejecenter, Britta Buhl.

De ældre borgere på Ansager Plejecenter er savnede. Blandt andet af "Græshopperne". 
De ældre borgere på Ansager Plejecenter er savnede. Blandt andet af "Græshopperne". 
Foto: Finn Grahndin