221 deltog i ulovligt gaderæs - fire har fået en bøde

Vestre Landsret har bedømt fire prøvesager efter et gaderæs i Holsted, hvor politiet sigtede over 200.

Torsdag er tre mænd og en kvinde blevet idømt en bøde efter have været med til et gaderæs i Holsted mellem Vejen og Esbjerg tilbage i sommeren 2020.

Der var dengang et gældende forsamlingsforbud på maksimalt 50 personer. 

Alligevel var en meget stor gruppe mennesker mødt op til et såkaldt streetrace-arrangement i byen, og politiet sigtede mere end 200 personer.

Sagerne mod de fire blev pillet ud og rejst som prøvesager i byretten i Esbjerg. Formålet var at afgøre, om politiet kunne uddele bøder for at overtræde forsamlingsforbuddet.

Først i byretten i Esbjerg, hvor de tre mænd hver blev idømt en bøde på 2.500 kroner. Kvinden blev også dømt for at overtræde forbuddet, selvom hun ikke havde forladt sin bil under arrangementet. Straffen bortfaldt for hendes vedkommende.

Udfaldet er dog anderledes i Vestre Landsret torsdag.

Kvinden blev idømt en bøde på 2.500 kroner, og én af de tre mænd fik skærpet bødestraffen, der nu lyder på 5.000 kroner, oplyser landsretten. De to andre mænd får fortsat en både på 2.500 kroner.