Oversigt

Grindsted-borger kåret som årets klimaforkæmper

Energi- og fibernetkoncernen Andel uddeler en ny national pris 'Årets Forkæmper' - en af vinderne er Martin Sandager fra Grindsted.

Det skriver Andel i en pressemeddelelse.

Prisen gives til tre personer eller lokale foreninger, der har gjort noget særligt for den grønne omstilling. 

Vinderne er blevet valgt ud af flere hundrede indstillinger fra ivrige klimakæmpere i hele landet. Og sammen med prisen modtager de hver 25.000 kroner.

Martin Sandager anerkendes for sit arbejde med 'Kragelund - en lysåben mose'. 

Det er ikke første gang, at Martin Sandager bliver hædret for sin klimaindsats. I november blev han udnævnt som 'Årets Dyreven' af Dyrenes Beskyttelse.
Det er ikke første gang, at Martin Sandager bliver hædret for sin klimaindsats. I november blev han udnævnt som 'Årets Dyreven' af Dyrenes Beskyttelse.
Foto: Charlotte Sølvsten, TV SYD

- Han har begået en stor bedrift, som kan påvirke positivt og inspirere andre, og plejeprogrammet kan vise sig at blive banebrydende for indsatsen for en bedre biodiversitet i lignende områder, skriver Andel om vinderen fra Grindsted.

Kragelund er et moseområdet på 100 hektar, der er genskabt som hedemosenatur med helårsgræsning for vandbøfler, ungarske uldsvin og vilde ponyer. Området vrimler også med sjældne planter og sommerfugle. 

- Det haster virkelig meget med den grønne omstilling. Det handler om at arbejde for noget, der er større end os selv. Det er ikke afgørende, hvem der kommer først med de gode tiltag, udtaler klimaforkæmperen.