Vejen er igen Danmarks bedste transportkommune

For andet år i streg er Vejen kommune blevet kåret til Årets Transport-kommune af Brancheorganisationen ITD.

Gode forhold omkring rastepladser og adgang til tankstationer med alternative drivmidler. Det er opskriften der skal til for at blive Årets Transport-kommune i Danmark. Det skriver brancheorganisationen ITD i en pressemeddelelse. 

I Vejen kommune må de have knækket koden til, hvordan man får styr på transportforholdene, for det er andet år i træk, at kommunen i Syd- og Sønderjylland kan træde øverst på skamlen.

Kommunens borgmester, Egon Fræhr, er naturligvis glad for kåringen - særligt fordi kommunen har mange transportvirksomheder, siger han. 

- Vi er vant til at indgå i dialog med transporterhvervet om deres behov og ønsker, og undersøgelsen bekræfter, at det, vi gør for lastbiltransporten, er det rigtige. Målingen viser overordnet set, at vi gør det godt på området, så det kan vi kun være tilfredse med, siger Egon Fræhr.

 

 

Prisen bliver givet af brancheorganisationen ITD ud fra en undersøgelse af analysebureauet IRIS Group, der fokuserer på statistisk materiale og en spørgeskemaundersøgelse til kommunerne.

Ud fra den undersøgelse har bestyrelsesformanden fra ITD også rosende ord til Vejen kommune.

- Stærke og sikre rammevilkår for lastbilerne er fundamentet for vækst og velstand både lokalt og nationalt, og derfor er det skønt at kunne fejre en kommune som Vejen, der konstant forbedrer forholdene, siger Christian Sørensen Madsen.

Horsens brillierer med coronatiltag

Det var ellers tæt løb mellem Vejen og en anden jysk kommune. Horsens kommune rykkede flere pladser med særlige covid-19-tiltag, som at stille håndsprit til rådighed ved kommunale bygninger, hvor der afleveres varer. Kommunen har derudover gjort det muligt, at vognmænd kan levere dagligvarer om natten, så smitterisikoen mindskes. Det giver dem en andenplads i årets kåring.

- Horsens har udnævnt logistik og transport som en erhvervsmæssig styrkeposition og har blandt andet været gode til at sætte ind med tiltag, der gør det nemmere for lastbilchauffører at begrænse risikoen for smittespredning under Covid-19, siger Christian Sørensen Madsen.

Investeringer i lokalt vejnet, faciliteter til for eksempel lastbilparkering, grønne tiltag på transportområdet og regulering af vejgodstransporten er nogle af de parametre, som kommunerne vurderes på. I år har tiltag mod smittespredning af covid-19 dog også været et fokuspunkt.