Vejen Kommune indkaldt til samtale på grund af lærerløs undervisning

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har nu indkaldt Vejen Kommune til et møde med henblik på at vejlede kommunen i lovgivningen om online hjemmeundervisning.

Vejen Kommune skal nu til møde med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) i en sag om to ugentlige undervisningstimer for udskolingseleverne, der foregår som digital hjemmeundervisning uden lærere.

Det er byrådet i Vejen Kommune, som i efteråret vedtog et spareforslag, der går ud på at frigive lærere fra visse undervisningstimer.

Med færre undervisningstimer kan lærerne lave andre opgaver, og på den måde sparer kommunen på bundlinjen.

Styrelse vil undervise kommunen i lovgivning

Kommunen er indkaldt, fordi Styrelsen på baggrund af kommunens redegørelse ikke kan  vurdere, om de planlagte ordninger er i overensstemmelse med folkeskolelovgivningen, skriver STUK i et svar til TV SYD.

Styrelsen har derfor inviteret Vejen Kommune til et møde med henblik på at give vejledning om retsgrundlaget på området, så kommunen kan forholde sig til retsgrundlaget.

STUK oplyser til TV SYD, at styrelsen kan komme med vejledende udtalelser og henstillinger, hvis en kommune overtræder folkeskolelovgivningen. 

Styrelsen kan endvidere underrette Ankestyrelsen (det kommunale tilsyn) om konstaterede overtrædelser af reglerne.

Ankestyrelsen beslutter selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag og kan udover at afgive vejledende udtalelser også gøre brug af en række sanktionsmuligheder efter reglerne i den kommunale styrelseslov.