Oversigt

Bjarne Riis jagter ny karriere

Det er ikke længe siden, at Bjarne Riis rykkede teltpælene op og flyttede fra Schweiz til Vejle. En af årsagerne var, at han gerne ville være tættere på sine børn og børnebørn, men der var også en anden årsag, som fyldte lige så meget.

- Jeg kunne godt være blevet i Schweiz og have nydt udsigten over søen. Men jeg mener, at jeg har så meget at give endnu, og hvis jeg skulle udnytte det, skulle det være i Danmark, siger Bjarne Riis.

Han taler om et nyt kapitel, der ikke har noget at gøre med cykelsporten. Den del er han ganske enkelt færdig med at beskæftige sig med på et professionelt plan.

Nu jagter han i stedet en ny karriere som professionelt bestyrelsesmedlem, hvor han vil dele ud af de erfaringer, som han har fået af de mange år i cykelsporten som rytter, siden som sportsdirektør og holdejer.

- Jeg vil gerne bruge min erfaring inden for ledelse og prøve at være med til at skabe nye muligheder.