Byger af corona-bøder uddelt i weekenden

Ikke færre end 26 bøder har de to lokale politikredse udstedt for overtrædelser af forbud mod at samles flere end ti og udeservering.

To restauratører og 24 unge er i weekenden blevet sigtet for at have overtrådt forsamlingsforbuddet og kan se frem til et samlet bødekrav på 80.000 kroner.

Det sker, efter at patruljer fra de to lokale politikredse i weekenden greb ind i Aabenraa, Ribe, Tønder og Vejle.

De mange bøder de seneste dage falder, efter at der hidtil kun var udstedet 61 sigtelser i Syd- og Sønderjylland siden bekendtgørelsen om forbud mod større forsamlinger trådte i kraft onsdag den 18. marts.

Dyr fodboldkamp

I Vejle spillede 14 fodbold, og 14 unge i Aabenraa var sammen på en parkeringsplads. Det lykkedes fire at slippe væk, mens de 10 tilbageværende blev sigtet. 

I Ribe og Tønder blev restauratører sigtet for udeservering i strid med loven, da deres kunder spiste take away ved restauranterne.

Om det var det gode vejr eller udsigten til snarlige lempelser af corona-restriktionerne, som var årsagen til de mange overtrædelser og sigtelser, har politiet ikke noget konkret bud på - men alle tilfælde udspandt sig lørdag, hvor solen skinnede og lokkede mange udendørs.

- Det er fortsat ikke tilladt at forsamles mere end ti personer og eksempelvis spille fodbold i en park. Vi patruljerer stadig ekstra meget på de populære steder at samles, så overhold reglerne og pas på jer selv og andres helbred, siger vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi mandag morgen til TV SYD.

Forsamlingsforbuddet er forlænget til 8. juni

Forsamlingsforbuddet er officielt forlænget til 8. juni. Det fremgår af en bekendtgørelse fra Sundheds- og Ældreministeriet offentliggjort søndag aften.

Den kommer i forlængelse af, at regeringen og Folketingets partier torsdag indgik en aftale om genåbningens fase tre fra den 8. juni, hvorfra forsamlingsforbuddet kan blive hævet til mellem 30 og 50 personer.

Opdatering: Denne artikel er opdateret med oplysningen om, at der i alt var samlet 14 unge på parkeringspladsen, men at fire af dem stak af, så der kun blevet rejst ti sigtelser. Det er også rettet, at episoden fandt sted i Aabenraa og ikke i Haderslev som først skrevet.