![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjQvMDQvMDMvdW5kZWZpbmVkLTEuanBn/undefined-1.jpg?fm=jpg&w=576&h=384&s=cfb1562cd3236d42a3fbda1a261ab2ee)
Kommune indvier nyt bosted for udviklingshæmmede
I Aabenraa Kommune er et botilbud oprettet til borgere med fysiske og psykiske udfordringer samt omfattende funktionsnedsættelse.
Det skriver Aabenraa Kommune i en pressemeddelelse.
Tirsdag blev bostedet, som ligger i Mejerihaven i Felsted, indviet til stor glæde for formanden for Social- og Seniorudvalget i Aabenraa Kommune, Michael Christensen.
- Vi ved, at der er et behov for et tilbud som Mejerihaven. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan lave et samlet tilbud til denne gruppe borgere, siger Michael Christensen.
Tidligere har der ikke været et lignende botilbud til denne gruppe borgere i Kommunen. På det nye tilbud kan udviklingshæmmede voksne med støttebehov få døgnbemanding.
Bostedet består af fem boliger, som bliver indrettet med sansemiljøer og gulve, der er egnet til at kravle.
Borgerne kan se frem til at flytte ind i Mejerihavens boliger i slutningen af april.