Billund Lufthavn mistede tre ud af fire passagerer i 2020

Coronapandemien har været hård kost for Billund Lufthavn, som har haft en passagernedgang på 75 procent i 2020 sammenlignet med året før.

Billund Lufthavn er netop gået ud af det hårdeste år nogensinde i lufthavnens historie. Coronapandemien har resulteret i en passagernedgang på 75 procent. Det betyder, at tre ud af fire passagerer er blevet væk sammenlignet med 2019, hvor lufthavnen havde rekordmange rejsende.

quote

Af respekt for alle bliver vi nødt til at kigge fremad, så vi kan komme tilbage på sporet og dermed skabe vækst og arbejdspladser igen

Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn

Den enorme passagernedgang har desværre også betydet, at Billund Lufthavn har måttet afskedige over 300 medarbejdere. Alligevel forsøger administrerende direktør, Jan Hessellund, at se lyst på fremtiden.

- Af respekt for alle bliver vi nødt til at kigge fremad, så vi kan komme tilbage på sporet og dermed skabe vækst og arbejdspladser igen. Nu ser vi forhåbentligt mod et bedre år, hvor Billund Lufthavn er her for alle, der har brug for international tilgængelighed enten i forbindelse med erhvervsrejser, ferierejser eller luftfragt, siger Jan Hessellund i en pressemeddelelse. 

Forrygende start på 2020

 År 2020 startede ellers godt for Billund Lufthavn, hvor man både i januar og februar havde passagerfremgang. Faktisk har lufthavnen udelukkende haft vækst i en 10-årig periode, hvor man år efter år satte ny rekord. Men det satte covid-19 en brat stopper for. 

- Vi nåede lige præcis at præsentere vores ambitiøse vækstplan, og jeg vil gerne understrege, at den på ingen måde er lagt på hylden. Billund Lufthavn er vital infrastruktur og en livsnerve i dansk økonomi. Det har ikke ændret sig, men visionen om syv millioner passagerer bliver nok lidt forskudt, lyder det fra Jan Hessellund i pressemeddelelsen.