Avlere glæder sig over at undgå aflivning af mink

Corona-smittede minkbesætninger slipper for at blive aflivet med nye regler.

En række nye påbud til minkfarme om blandt andet øget overvågning for covid-19 og brug af værnemidler betyder, at smittede minkbesætninger ikke fremover skal aflives.

Regeringen præsenterede tirsdag  en ny strategi, hvor alle landets minkfarme testes, så eventuel smitte med covid-19 hurtigt bliver fundet. Strategien indeholder en række forebyggende tiltag, blandt andet påbud om brug af værnemidler i besætningerne, samt retningslinjer om hygiejne for alle, der kommer på minkfarme.

Der er tidligere fundet covid-19 i tre nordjyske minkbesætninger, og ud fra et forsigtighedsprincip er disse tre besætninger blevet aflivet.

I brancheorganisationen Danske Minkavlere er der tilfredshed med den nye strategi.

Danske Minkavleres formand Tage Pedersen, Hedensted.
Danske Minkavleres formand Tage Pedersen, Hedensted.

- Myndighederne har sammen med landets bedste eksperter nu samlet så meget viden, at vi kan undgå aflivning af hele minkbesætninger og i det taget holde smitte med corona ude af minkbesætninger, så situationen slet ikke opstår, siger formanden, Tage Pedersen, Hedensted, til Ritzau.

Organisationen har tidligere meldt ud, at der er indført skærpede hygiejneregler og stop for adgang for gæster. Danske Minkavlere opfordrer ligeledes minkavlere og medarbejdere til at lade sig teste for at holde coronavirus ude af gårdene.

Myndighedernes nye strategi for mink træder i kraft i løbet af juli.

Med de nye retningslinjer vil der ud over overvågningen blive stillet krav om en række forebyggende tiltag, blandt andet påbud om brug af værnemidler i besætningerne og retningslinjer for hygiejne på minkfarme. Brug af mundbind, handsker, håndvask, sprit og tøjskifte i ikke-smittede besætninger bliver gjort til lovmæssige krav.